Vælg din afdeling
Tekniske Erhvervsuddannelser
MENU
Bila om EUX

Bila om EUX

Bila er en af de virksomheder, som har udvist en positiv holdning til EUX

Bila er trukket i førertrøjen i forbindelse med ansættelsen af EUX-elever. Den første elev er ansat, og når uddannelsen til september starter på EUC Nordvest, har én af eleverne allerede en aftale om en praktikplads som klejnsmed hos Bila.

”Vi har en lang tradition for at have elever, fordi vi er af den overbevisning, at vi som virksomhed også har et ansvar for at uddanne den arbejdskraft, som vi har brug for på Mors,” fortæller værkfører Kristian Falshøj Pedersen om årsagen til, at de har valgt at tage elever fra EUX-uddannelsen.

EUX er med til at bane vejen for relevant arbejdskraft

At EUX-elever vælger at videreuddanne sig frem for at blive ansat i virksomheden efter endt læretid, ser Kristian Falshøj Pedersen ikke som noget problem. 

”Vi vil prøve at bevare en kontakt med de unge, når de er på deres videregående uddannelse. Det kan fx være i forbindelse med, at de laver projekter for os eller kommer i praktik her.”

Samarbejdsmodellen kan, ifølge Kristian Falshøj Pedersen, give erhvervslivet en unik chance for at fastholde kontakten til de unge og derved øge chancen for at de unge vender tilbage med deres kompetencer og viden – ”og netop det har vi brug for for at holde udviklingen i gang” slutter Kristian Falshøj Pedersen.

Alle elever skal kunne deres håndværk

EUX er en uddannelse, hvor eleven får både et svendebrev og en studenterhue i én og samme uddannelse. Eleverne har fag på gymnasialt niveau og det betyder, at de har flere lektier og derfor skal hænge mere i gennem deres uddannelse.

”Egentlig synes jeg ikke, der er den store forskel på en elev fra en erhvervsuddannelse og en fra EUX. EUX-eleven er selvfølgelig mere på skole, men hos os stiller vi krav om et højt fagligt niveau for begge typer elever – de skal kunne deres håndværk uanset hvilken uddannelse, de er i gang med,” slutter Kristian Falshøj Pedersen.

Dansk Industri ser positivt på EUX

Hos Dansk Industris afdeling på Mors blev EUX for nylig præsenteret for bestyrelsen, og det er formand Tage Odgaard Nielsens oplevelse, at erhvervslivet bakker op om den nye uddannelse.

”Efter gennemgangen af EUX var det min klare opfattelse, at medlemmerne tog godt imod EUX og kan se, hvordan uddannelsen fint supplerer erhvervsuddannelserne. Jeg forestiller mig fx, at EUX-elever kan være med til at højne vidensniveauet i en virksomhed og måske vil arbejde mod mellemlederstillinger, hvor efteruddannelse sker som en del af arbejdslivet.”

Faktaboks

EUX er en erhvervsuddannelse, hvor du også får fag på gymnasialt niveau.


EUX  giver mulighed for at læse videre eller gå direkte i arbejde inden for det håndværk, du bliver udlært i.


En EUX tager fra 3 år og 9 mdr. til 5 år og 6 mdr. alt efter uddannelsesretning.


EUX-eleverne er på skole i 6 mdr. ad gangen og i praktik 6 mdr. ad gangen.

Om os

De tekniske erhvervsuddannelser udbyder uddannelser, kurser og efteruddannelse inden for en lang række fagområder.
Vi har fokus på at skabe praksisnær undervisning, så du bliver udfordret både med hænder og hoved.

Kontakt

Tekniske Erhvervsuddannelser
Kronborgvej 119 og Bjørnevej 9
7700 Thisted
Telefon: 99 19 19 19