Vælg din uddannelse
Tekniske Erhvervsuddannelser
MENU
EUC Nordvest er toptunet og klar til forventet elbil-revolution

EUC Nordvest er toptunet og klar til forventet elbil-revolution

Står det til regeringen, vil det fra 2030 ikke længere være muligt at købe diesel- og benzinbiler i Danmark. Den grønne omstilling er allerede i fuld gang rundt omkring hos landets autoværksteder og bilforhandlere, og også på EUC Nordvest er man klar til at sikre at såvel mekanikerlærlinge som kursister i kursuscentret får de fornødne kompetencer til at kunne reparere og servicere fremtidens el-biler.

Den grønne omstilling startede allerede i 2017 i Autoafdelingen på EUC Nordvest, hvor skolen indkøbte to elbiler samt en 1. generations hybridbil til afdelingen. Siden da har afdelingen yderligere erhvervet sig en såkaldt Plug-in-hybridbil.

  • Vi har haft god tid til at dygtiggøre os på området. Vores faglærere har været på efteruddannelse og har fået en masse praktisk erfaring med el- og hybrid-bilerne, og vi har fået indrettet vores værksted, så sikkerheden er i top. Den grønne omstilling kræver investering i både nye biler, nyt grej og sikkerhedsudstyr. For selvom der er mange parametre, hvor de forskellige biltyper ligner hinanden, så kræver det en hel anden form for sikkerhed, når man skal måle og reparere på elbilerne, da man her har med højspænding at gøre, fortæller afdelingsleder Steen Bojsen Jensen fra Autoafdelingen på EUC Nordvest.

Kompetenceudvikling for både elever og kursister

Selvom mange af eleverne i autoafdelingen er ret traditionelt tænkende og forbinder mekanikererhvervet med lyden af en velspindende motor og lugten af benzin, så synes de alligevel, at den nye teknik er spændende, og interessen for den nye Plug-in-hybridbil er stor. Det er ganske heldigt, for til august bliver mekanikeruddannelsen ændret, så eleverne frem over skal have et obligatorisk kursus i el- og hybridbiler. Det er imidlertid ikke nok, at fremtidens mekanikere har styr på det med el- og hybridbiler. Også nutidens mekanikere har behov for et kompetenceløft, så også de kan reparere og servicere el- og hybridbiler.

  • Vi kan konstatere, at der allerede nu er et stigende behov for kurser inden for det her område, og derfor tager vi i løbet af foråret springet og udbyder sikkerhedskurser i el- og hybrid samt kurser i reparation og service af el- og hybridbiler. Så er man i autobranchen og vil man gerne være på forkant med udviklingen, så bør man holde øje med Kursuscentret.nu på EUC Nordvest, som – formentlig i april eller maj – vil lancere de nye kurser, slutter Steen Bojsen Jensen.

Af Sonja Gravesen den 04-02-2019

Om os

De tekniske erhvervsuddannelser udbyder uddannelser, kurser og efteruddannelse inden for en lang række fagområder.
Vi har fokus på at skabe praksisnær undervisning, så du bliver udfordret både med hænder og hoved.

Kontakt

Tekniske Erhvervsuddannelser
Kronborgvej 119 og Bjørnevej 9
7700 Thisted
Telefon: 99 19 19 19