Vælg din afdeling
Morsø Landbrugsskole
MENU
Første spadestik taget til Nordic Food College

Første spadestik taget til Nordic Food College

Mandag d. 1. oktober blev der taget første spadestik til opførelsen af den nye helhedsskole, ’Nordic Food College’ på Mors.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen fra Morsø Kommune indledte arrangementet med en tale, hvor han luftede sin begejstring over, at EUC Nordvests ambitiøse planer nu bliver gjort til virkelighed.

  • Med Nordic Food College er vi godt på vej til at tilføje et nyt og spændende kapitel til vores stolte historie med landbrug og fødevarer. Skolen kommer til at sætte nye standarder inden for mad og landbrug – med smagen i fokus fra jord til bord […]. Tankerne bag Nordic Food College rammer tiden og ser ind i fremtiden med fokus på smag og kvalitet. Det er et utroligt spændende og vigtigt tiltag, som styrker det lokale tilbud om uddannelse inden for landbrug og fødevarer, lød det blandt andet fra borgmesteren. 

 

Følg byggeriet fra første parket

Efter borgmesterens tale fulgte en kort tale af byggeriets arkitekt, Marcus Meissner fra arkitektfirmaet Meissner+Sigh, samt fra direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest. Knapt 60 elever fra maduddannelserne på EUC Nordvest samt Morsø Landbrugsskole var mødt op for at være med fra start, når første spadestik til deres fremtidige skole skulle tages. Når Nordic Food College, til august 2019, står klar til at byde de første elever velkommen, er det således elever fra uddannelserne til henholdsvis landmand, anlægsgartner, gastronom, tjener, ernæringsassistent, gourmetslagter samt bager og konditor, der kommer til at have sin daglige gang på skolen.

  • Der bliver en helt anden grad af liv og aktivitet i huset, når vi slår dørene op til Nordic Food College. Vi forventer, at der vil være ca. 110 elever allerede fra august 2019, så aktivitetsniveauet kommer helt sikkert til at stige herude. Om det er nyheden om Nordic Food College, der har været med til at skabe en øget interesse, kan jeg ikke vide, men jeg kan konstatere, at vi allerede nu har historisk mange tilmeldinger på de kommende hovedforløb til uddannelserne til landmand og ernæringsassistent. Det ser særdeles lovende ud, og tegner godt for Nordic Food Colleges opstart, lyder det fra Hans Chr. Jeppesen.

Personligt glæder han sig selvsagt til at følge byggeriets udvikling, og det er der formentlig mange andre, der også vil gøre. Derfor vil skolen, inden for de næste par uger, opsætte et webcam på taget, så alle interesserede kan få lov til at følge byggeriet på nærmeste hold fra start til slut.

 

Af Sonja Gravesen den 03-10-2018

Om os

Morsø Landbrugsskole er en aktiv skole, der har godt fat i erhvervslivet og er en aktiv medspiller i det lokale samfund. Vi kalder det "lokal udvikling med lokale kræfter".
Vores elever vælger ofte os, fordi vi har et stort nærvær, fede faciliteter og lærerne er meget mere end bare lærere.

Kontakt

Morsø Landbrugsskole
Mosegårdsvej 10
7900 Nykøbing Mors
Telefon: 99 19 19 19