Vælg din afdeling
Morsø Handelsgymnasium
MENU
Mød Kim

Mød Kim

Kim hørte allerede om PIU i folkeskolen, så da en koordinator fra PIU kom på besøg i 3.g. tog Kim springet.

Min kammerat fortalte mig om PIU

Jeg lærte allerede PIU at kende i folkeskolen igennem en af mine venner som havde boet i Hannover i to år. Han var blevet sendt afsted af PIU og havde fået arbejde hos Continental. Han fortalte mig, at det helt klart var en oplevelse værd, og at man lærte en hel del færdigheder, som helt klart kunne bruges senere hen. 

Da jeg så nåede til mit tredje år på handelsgymnasiet, fik vi så besøg af en koordinator fra PIU samt en PIU-elev, som fortalte om muligheden for at blive sendt af sted i et eller to år til enten Tyskland eller England. 

PIU lød som en fed oplevelse

Da jeg var til foredraget på handelsgymnasiet tænkte jeg, at det lød som en fed oplevelse at komme ud i verden og stå på egne ben. Da jeg fik valgmuligheden mellem England og Tyskland tog jeg den tyske udfordring op. Jeg følte, at jeg allerede beherskede det engelske sprog til fulde, men stadigvæk haltede lidt på det tyske. Desuden snakkede jeg med min familie og min ven som havde været der før, om det, og de mente ogsåm at det var en super god idé. 

Det endte derfor med at jeg kom til samtale ved tre forskellige virksomheder i Nordtyskland: BMW i Hamburg, Continental i Hannover, som også var der hvor min ven havde arbejdet, og Infinion Technology i Warstein.

I praktik hos BMW i Hamburg

Efter grundige overvejelser endte jeg med at tage BMW-jobbet i Hamburg, Tyskland, da jeg syntes at dette lød som det mest spændende arbejde for mig. Her går det, for mig, mest ud på at arbejde med leasede biler. 

PIU yder økonomisk støtte

Med hensyn til bolig var det relativt nemt for mig, da jeg kontaktede den forrige danske praktikant ved BMW og overtog hans lejlighed uden problemer. Som PIU-elev har man desuden visse fordele med henblik på økonomisk støtte. Organisationen hjælper dig nemlig med at betale halvdelen af huslejen, en del af indskuddet samt andre omkostninger.

Jeg har valgt at være i praktik i 1 år

PIU-uddannelsen strækker sig over to år, men mange vælger bare at tage et enkelt år, da man ofte tager afsted for oplevelsens skyld samt erhvervs-og sprogerfaring frem for uddannelsens skyld. Desuden har man som udgangspunkt kun en 1-års kontrakt ved sin virksomhed. 

I mit tilfælde vælger jeg kun et enkelt år, da jeg skal hjem at studere i Aarhus til sommer. Der er dog flere der vælger at blive to år eller mere, hvis man kan få forlænget sin kontrakt, finde en ny arbejdsgiver eller få et permanent job uden for uddannelsen vel at mærke.

På egne ben - men med PIU-elever tæt på

I starten var det meget underligt lige pludselig at være helt på egen hånd i et fremmed land hvor man ikke kendte nogen som helst. Desuden var der også et par kommunikationsproblemer i de første par måneder. Mine kollegaer forstod dog, at jeg ikke var tysk og talte så langsomt og tydeligt, at jeg godt kunne følge med.

Som udgangspunkt er det heller ikke ens tyskevner, der sikrer én en plads i virksomheden, da virksomheden ikke regner med, at man kan særlig meget tysk overhovedet. Det gik desuden meget hurtigt med at lære sproget. Allerede efter en måned eller to havde jeg forbedret mit tysk til et højt niveau. 

Jeg fik samtidig bygget et venskab op med de andre PIU-elever, som var udstationeret i Hamburg, da vi hver uge mødes til ”ungdomsaften i Sømandskirken”, hvor alle er velkommen til at spise med.

Mine arbejdsopgaver hos BMW

Min uddannelse hedder kontorelev med speciale i administration. Mine arbejdsopgaver er dog meget varierende og langt fra hele min arbejdsdag foregår med kontorarbejde, hvilket jeg finder meget tilfredsstillende, da det betyder, at jeg ikke sidder og laver den samme opgave hele dagen lang, hvilket for mig ville være meget trættende. 

I løbet af året har jeg arbejdet i to forskellige afdelinger. Den første halvdel af året arbejdede jeg i den logistiske afdeling, hvor jeg havde med Leasingrückgabe at gøre. Det vil sige at jeg arbejdede med hele processen fra bilen kom tilbage fra kunden, til at bilen blev solgt videre til den næste kunde. 

Dette betød at jeg skulle registrere bilen i vores elektroniske system og derefter færdiggøre bilen så den var klar til videresalg. Når bilen var færdig skulle jeg herefter stille den ud på de forskellige udstillinger, og når man arbejder med sportsversionerne er denne opgave meget tilfredsstillende. 

I min nuværende afdeling arbejder jeg i dispositionen, hvor der er mere traditionelt kontorarbejde. Her er der dog også meget variation, da jeg ofte skal hjælpe sælgerne med forskellige opgaver, så min tid bag rattet er ikke forbi endnu. 

I begge afdelinger modtager vi desuden en del specialopgaver, såsom at køre en bil ned til havnen til afsendelse, køre biler ud til de andre forhandlere i Hamburg eller at køre biler ud til kunder. Da jeg er en meget køreglad person, er disse opgaver noget, der virkelig gør min arbejdsdag spændende.

PIU giver sprogfærdigheder og erhvervserfaring

Som sagt er mine sprogfærdigheder forbedret i høj grad og jeg har desuden fået en hel del erhvervserfaring, da dette er mit første fuldtidsjob. Indtil nu har jeg kun haft fritidsarbejde, så det var spændende at finde ud af, hvordan en normal arbejdsuge fungerede. 

Personligt har jeg fået en stor oplevelse ud af mit ophold her i Tyskland. Jeg har mødt en masse nye mennesker, og er blevet meget klogere på den tyske kultur. Desuden har jeg ikke mindst lært at stå på egne ben uden hjælp fra mor og far og lært at skrue en hverdag sammen samt holde et budget. For mig har det desuden været muligt at spare lidt penge op, som kan bruges til at flytte til Aarhus og studere for.

Man behøver ikke være perfekt til sproget - de forventer det ikke

Mange tror, at man skal kunne tale perfekt tysk for at komme i praktik her. Her må jeg understrege, at dette ikke er tilfældet. Det vigtigste er at have et åbent sind og ikke miste modet, hvis noget skulle gå galt, så skal sproget nok komme med tiden. 

De fleste virksomheder regner ikke med at man kan et ord tysk, før man flytter hertil. Dette fik jeg bekræftet af min ven i Hannover, som før turen ikke kunne noget tysk overhovedet. I dag er han ved at blive lærer med tysk som hovedfag.

PIU-opholdet skal bane vejen til Handelshøjskolen i Aarhus

Jeg regner med at kombinere min nuværende uddannelse, sprogfærdigheder og erhvervserfaring med en erhvervsøkonomi-uddannelse på Handelshøjskolen i Aarhus. Med disse egenskaber i bagagen regner jeg med at have god mulighed for at finde et job, hvor jeg blandt andet kan have med handel med tyske virksomheder at gøre.

Om os

Morsø Handelsgymnasium er et moderne gymnasium, der udbyder tre studieretninger inden for økonomi, innovation og sprog.
Du vil opleve en varierende og anderledes undervisning, der fokuserer på virkeligheden.

Kontakt

Morsø Handelsgymnasium
Limfjordsvej 95B
7900 Nykøbing Mors
Telefon: 99 19 19 19