Vælg din uddannelse
EUC Nordvest
MENU
Antallet af PIU-elever stiger fortsat

Antallet af PIU-elever stiger fortsat

I en årrække har antallet af elever fra EUC Nordvest, der ønsker at komme i praktik i udlandet, ligget stabilt på 3-4 stk. årligt. De seneste par år har der dog været en stigende interesse for tilbuddet, og til august er det således hele 10 EUC Nordvest-elever, der pakker kufferten og tager på praktikophold via den attraktive, EU-finansierede PIU-ordning.

På landsplan er der kun ca. 200 elever, der slipper gennem nåleøjet og bliver godkendt til et praktikophold i udlandet via PIU-ordningen. 10 af disse elever kommer i år fra EUC Nordvest.

- I år har vi haft 20 ansøgninger til PIU-ordningen, så der er helt klar en stor interesse, blandt vores elever, for at komme i praktik uden for landets grænser. Det bliver mere og mere populært, og det er helt sikkert også en drøm, der er inden for rækkevidde – i år har vi jo faktisk kunnet imødekomme halvdelen af ansøgerne, fortæller lære- og praktikpladskonsulent Sigurd Skovborg fra EUC Nordvests vejlederteam, ’Stifinderen’.

Igennem nåleøjet

Ca. 175 af de 200 danske PIU-elever får praktikplads i Tyskland, mens de resterende slipper gennem det smalle nåleøje til en praktikplads i England. Én af de elever, der har været så heldig at få praktikplads i England er Frederik Munkholm Frederiksen, der netop har afsluttet 3.g. på HHX i Fjerritslev.

- Jeg har fået plads hos Banking Circle i London, hvor jeg skal arbejde i ’Sales’. Her skal jeg assistere salgsteamet og på sigt være med til at opretholde kunderelationer. Bankin Circle forsøger at designe praktikopholdet efter, hvad jeg kan og hvor meget, jeg viser jeg vil, så det er lidt op til mig selv, hvor meget jeg får lært, og hvor meget ansvar, jeg får. Jeg har talt med nogle af deres nuværende praktikelever, og de har helt klart givet mig det indtryk, at de har fået lov at få ret meget ansvar i løbet af den tid, de har været der. Man starter i det små, og så gør man sig henad vejen fortjent til at få mere ansvar, forklarer Frederik.

Komprimeret ’studietur’ samlede de løse ender

Frederik har allerede mødt de øvrige PIU-elever, der - ligesom han – har fået praktikplads i London. Tre af dem er ansat i samme virksomhed som Frederik – dog ikke i samme afdeling.

- Vi var 25-30 elever, der rejste en uge til England, hvor vi hver især skulle rundt til 4-5 forskellige jobsamtaler. Det var en fantastisk tur – lidt som at være på studietur igen. Ét er, at jeg fik mig en praktikplads, men jeg lærte også alle de øvrige elever godt at kende, og samtidig fik jeg mulighed for at tale med nogle af de nuværende PIU-elever, som kunne give gode råd og fortælle om, hvordan det er at være i praktik derovre. Turen har også medført, at jeg allerede nu har boligsituationen på plads. Jeg har lavet en aftale med tre af de andre elever om, at vi overtager en lejlighed fra nogle af de nuværende PIU-elever, som afslutter deres praktikophold, når vi starter, fortæller Frederik.

De praktiske detaljer er med andre ord ved at være på plads. Nu venter der en erfarings- og begivenhedsrig oplevelse forude, når Frederik til august sætter kursen mod London, hvor han skal være i praktik det næste års tid.

- Jeg er sikker på, at det bliver en god oplevelse, som vil give mig en masse erfaring, jeg kan bruge fremadrettet - især hvis jeg skal læse på et engelsksproget studie. Det bliver helt sikkert noget af en omvæltning at flytte til London som 18-årig, når man har boet hjemme indtil nu, men jeg glæder mig virkelig meget. Det er en unik mulighed for både at få international erhvervserfaring OG få en god oplevelse på én og samme tid, slutter Frederik.

Af Sonja Gravesen den 02-07-2019

Job

Vil du arbejde hos EUC Nordvest? Du er altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning eller se, om der er en ledig stilling, der passer til dig.

Job på EUC Nordvest

Kontakt

Receptionens åbningstider er:
Mandag - torsdag fra kl. 7.30 - 15.30
Fredag fra kl. 7.30 - 14.00
Hovednummer: 99 19 19 19

Find adresser her