Vælg din uddannelse
EUC Nordvest
MENU
Flot tilmelding til ungdomsuddannelserne

Flot tilmelding til ungdomsuddannelserne

Optagelsestallene for de forskellige ungdomsuddannelser er tikket ind, og EUC Nordvest kan igen i år glæde sig over flotte tal. Optaget for 2019 tangerer således stort set det rekordhøje optag, som EUC Nordvest opnåede i 2018.

Mere end 450 unge har valgt at tilmelde sig en ungdomsuddannelse hos EUC Nordvest, og samlet set er optaget på henholdsvis de erhvervsgymnasiale uddannelser som erhvervsuddannelserne uændret i forhold til sidste års optag.

- Tallene er absolut tilfredsstillende. Vi har igen i år fået flotte tilmeldingstal til de gymnasiale uddannelser, ligesom vi kan glæde os over, at vi har formået at fastholde den markante fremgang, vi fik på erhvervsuddannelserne sidste år, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.

HHX i Fjerritslev og HTX i Thisted vinder terræn

Den merkantile gymnasieuddannelse (HHX) har samlet set fået 252 tilmeldinger. Thisted Handelsgymnasium og Morsø Handelsgymnasium har igen i år et flot optag, omend der er tale om en mindre tilbagegang på én til to håndfulde elever begge steder. Fjerritslev Handelsgymnasium kan til gengæld notere sig en flot fremgang på intet mindre end 32%. Med et optag på 37 elever, vil der således blive etableret to HHX-klasser i Fjerritslev til august. Også Teknisk Gymnasium Thisted (HTX) har opnået fine tilmeldingstal og kan notere en flot fremgang på 17%.

- Selvom tilmeldingsfristen var 1. marts, så viser erfaringerne, at der ofte vil være eftertilmeldinger. Den første har vi faktisk allerede modtaget, og vi skal nok også regne med, at der kan komme flere dryppende i den kommende tid. Så skulle man have fortrudt, at man ikke valgte HHX eller HTX her hos os, så kan det altså stadig nås, understreger Hans Chr. Jeppesen.

Flotte tal skal være endnu højere

I forhold til EUC Nordvests erhvervsuddannelser, så er optagelsestallene her behæftet med en lille smule usikkerhed, idet skolen netop har implementeret et nyt datasystem, der fortsat er under indkøring. Dog viser både den interne statistik og statistikkerne fra optagelse.dk, at skolen har formået at fastholde sidste års markante fremgang.

- Alt tyder på, at vores GF1-optag samlet set er uændret i forhold til sidste år. Dykker vi lidt ned i tallene, så kan vi se, at der er en øget søgning på klassiske uddannelser som metal og teknologi, motor og transport, mens den gode søgning på byggeri og landbrug er uændret. Til gengæld kan vi konstatere en tilbagegang på fødevareuddannelserne – en nedgang, vi dog forventer retter sig op, når Nordic Food College er i drift. Vi ved erfaring, at der sker et fald i søgningen, når vi begynder at pille i de fysiske rammer omkring uddannelserne. Det så vi også, da vi byggede Teknisk Gymnasium. Nordic Food College står først færdig til sommer, og det kan formentlig godt være en smule svært for både forældre og elever at forholde sig til det, når de endnu ikke kan se de fysiske rammer for sig og måske samtidig har svært ved at se for sig, hvordan det nye uddannelseskoncept kommer til at køre. Så at vi i denne ombæring har en midlertidig nedgang på fødevareuddannelserne er kun forventeligt, og det giver på ingen måde anledning til bekymring, fastslår Hans Chr. Jeppesen.

At EUC Nordvest samlet set har formået at fastholde sidste års markante fremgang på erhvervsuddannelserne er yderst positivt, men Hans Chr. Jeppesen understreger, at ambitionerne endnu ikke er indfriet.

- Selvom tallene er virkelig flotte, så er erhvervssammensætningen i vores område af en sådan karakter, at der er et markant – og stigende - behov for faglært arbejdskraft. Én af de største udfordringer for vores lokale virksomheder pt. er at finde kvalificeret arbejdskraft, og her er tilgangen af elever fortsat ikke tilstrækkelig stor til at efterkomme virksomhedernes stigende efterspørgsel. Vi er bestemt på rette vej – men vi er ikke i mål endnu, slutter Hans Chr. Jeppesen.

Af Sonja Gravesen den 07-03-2019

Job

Vil du arbejde hos EUC Nordvest? Du er altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning eller se, om der er en ledig stilling, der passer til dig.

Job på EUC Nordvest

Kontakt

Receptionens åbningstider er:
Mandag - torsdag fra kl. 7.30 - 15.30
Fredag fra kl. 7.30 - 14.00
Hovednummer: 99 19 19 19

Find adresser her