Vælg din uddannelse
EUC Nordvest
MENU
Historisk højt antal elever har fået læreplads

Historisk højt antal elever har fået læreplads

Nye tal fra EUC Nordvest viser, at antallet af elever, der har fået lærepladsen i hus til deres hovedforløb, er historisk højt. Pr. 11. august var således hele 623 af skolens hovedforløbselever i gang i ordinære uddannelsesaftaler…og flere kommer til.

Lære- og praktikpladskonsulent Sigurd Skovborg, fra vejlederteamet Stifinderen, er særdeles tilfreds med de nye tal.

- Det viser jo, at vores indsats rykker noget. Allerede i foråret kunne vi se, at antallet af GF2-elever var højt, og at der derfor ville blive et øget behov for at etablere flere uddannelsesaftaler. Så vi har haft forrygende travlt i Stifinder-teamet. Der er blevet kørt mange km., talt meget i telefon og afholdt mange møder med både elever og virksomheder. Og så er det da utrolig dejligt, når vi nu kan konstatere, at indsatsen har båret frugt, lyder det fra Sigurd Skovborg.

Han fortæller videre, at antallet af igangværende aftaler reelt er højere end de 623, da aftalerne stadig løbende tikker ind. I skrivende stund, har Sigurd Skovborg kendskab til yderligere 10-15 elever, der er startet på deres læreplads, og hvor den underskrevne uddannelsesaftale er undervejs, men blot ikke landet hos Stifinderen endnu.

Landbrugsuddannelsen er højdespringer

Antallet af uddannelsesaftaler er pænt fordelt mellem de forskellige uddannelser, så det ser generelt godt ud, men især tømrerne, personvognsmekanikerne og landmændene har fået en mærkbar stigning.

For landbrugselevernes vedkommende viser de officielle tal en stigning på ca. 16%, men også her fortsætter aftalerne med at tikke ind, og afdelingsleder Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole vurderer, at tallet reelt nærmer sig de 25%.

- Vi står i den situation, at vi pt. har syv landmænd på venteliste til elever. Vi har simpelthen ikke elever nok til at imødekomme den stigende efterspørgsel fra erhvervet. Og det er jo positivt for eleverne, som dermed har det tætteste, man kommer på en praktikpladsgaranti. Men for branchen er det naturligvis en udfordring. Som skole skal vi derfor fortsat lægge os i selen for at rekruttere endnu flere grundforløbselever ind, så vi får et jævnt flow, og landmændene skal så samtidig sikre, at der fortsat er et bredt udbud af attraktive elevpladser til rådighed, så vi kan fastholde eleverne gennem hele uddannelsen. Det er alfa og omega, hvis vi skal kunne bibeholde Danmarks absolutte førerposition inden for landbrugserhvervet, fastslår afdelingslederen.

Med åbningen af  ’Nordic Food College’, der huser henholdsvis Morsø Landbrugsskole og Culinary, forventer Jonas Lundgren Bach Korsgaard dog, at de lokale landbrugs- og fødevareuddannelser vil stå rigtig stærkt i forhold til den fremtidige elevrekruttering.

 

Af Sonja Gravesen den 19-08-2019

Job

Vil du arbejde hos EUC Nordvest? Du er altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning eller se, om der er en ledig stilling, der passer til dig.

Job på EUC Nordvest

Kontakt

Receptionens åbningstider er:
Mandag - torsdag fra kl. 7.30 - 15.30
Fredag fra kl. 7.30 - 14.00
Hovednummer: 99 19 19 19

Find adresser her