Vælg din uddannelse
EUC Nordvest
MENU
 Ny forsøgsordning lemper adgangskravene til EUC Nordvests skolehjem

Ny forsøgsordning lemper adgangskravene til EUC Nordvests skolehjem

EUC Nordvest er én af blot 12 skoler, der i de kommende tre år får mulighed for at åbne skolehjemmenes døre for elever, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse på EUC Nordvest til trods for, at de er bosiddende tættere på en anden erhvervsskole. Det er gode nyheder for de lokale virksomheder, som således får hele Danmark som sin markedsplads, når de skal finde lærlinge.

Som reglerne er i dag, er man kun berettiget til en plads på skolehjem, såfremt man har mere end fem kvarters transportafstand til nærmeste erhvervsskole. Eneste undtagelse er, hvis der er særlige årsager til, at man har behov for at flytte hjemmefra for at få hjælp til at gennemføre ens uddannelse. Står man som ung og gerne vil bo på skolehjem under sin uddannelse, er det således kun en mulighed, hvis man lever op til ovennævnte krav.

Åbner for nye muligheder

Med indførelsen af en ny forsøgsordning åbner Børne- og Undervisningsministeriet nemlig op for, at alle der ønsker at bo på skolehjem, mens de tager en erhvervsuddannelse, nu frit kan tilmelde sig såvel uddannelse som skolehjem på én af de 12 skoler, der er med i forsøget. Kravet om, at man skal vælge nærmeste erhvervsskole er således elimineret – til gengæld fastholdes kravet om, at man skal have min. fem kvarters transporttid til den valgte skole. På EUC Nordvest gælder ordningen både for skolehjemmet i Thisted, for kostskolen på Nordic Food College på Mors og for kostskolen på Fiskeriskolen i Thyborøn.

- Det åbner helt nye muligheder for unge, der drømmer om at flytte hjemmefra i trygge rammer, mens de er under uddannelse. Bor man fx i Aalborg og gerne vil læse til smed, ville man under den ordinære ordning ikke være berettiget til en plads på skolehjem. Men med forsøgsordningen vil man nu kunne søge ind på EUC Nordvest og blive godkendt til en plads på skolehjemmet. Forsøgsordningen er også et stærkt trumfkort, når det handler om at matche lærepladssøgende elever med lokale virksomheder. Er man fx bosat i et område, hvor det er svært at finde læreplads inden for ens fagområde, og kan man se, at mulighederne er bedre i Vestjylland, ja så kan man nu vælge at tage den ønskede uddannelse på EUC Nordvest og finde en lokal læreplads her, mens man bor på skolehjemmet. På samme måde kan virksomheder, der har svært ved at finde kompetente lærlinge lokalt, nu søge endnu bredere, da vi i fællesskab kan tilbyde unge uden for lokalområdet såvel uddannelse som læreplads og tag over hovedet, forklarer Michael H. Thomsen, der er afdelingsleder for skolehjemmet på EUC Nordvest i Thisted.

Forsøgsordningen er etableret i et forsøg på at skabe en større mobilitet blandt erhvervsskole-elever og gøre erhvervsskoler i tyndt befolkede områder til et mere attraktivt valg. Ordningen løber frem til 31. december 2022.

 

Af Sonja Gravesen den 21-01-2020

Job

Vil du arbejde hos EUC Nordvest? Du er altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning eller se, om der er en ledig stilling, der passer til dig.

Job på EUC Nordvest

Kontakt

Receptionens åbningstider er:
Mandag - torsdag fra kl. 7.30 - 15.30
Fredag fra kl. 7.30 - 14.00
Hovednummer: 99 19 19 19

Find adresser her