Vælg din afdeling
Thisted Handelsgymnasium
MENU
Anette er i gang med en uddannelse i medieproduktion og ledelse

Anette er i gang med en uddannelse i medieproduktion og ledelse

Veninderne valgte hhx, så det gjorde Anette også - og det endte med at være den helt rigtige beslutning.

Hej, jeg hedder Anette, jeg er 22 år og lige startet på mit drømmestudie!

Havde jeg styr på, hvad mine fremtidsplaner var, da jeg startede på hhx? Nej.. Ikke det mindste. Jeg var faktisk meget i tvivl, om jeg burde vælge stx (seriøst, de har oldtidskundskab; et 3 årigt fag, hvor man lærer om Sfinksen og Minotaurosen. Om det gamle Egypten og romerske krige - de sidder garanteret og ser Spartacus i timerne!). 

Hhx viste sig at være lige noget for mig

Heldigvis for mig, valgte mange af mine veninder hhx, og derfor håbede jeg også, at det måtte være det rigtige valg for mig. Dét var det! Nye, spændende fag som afsætning, markedskommunikation og virksomhedsøkonomi åbnede mine øjne, for interesseområdet; kommunikation. Jeg lærte i løbet af årene, om de mange muligheder man har, hvis man ønsker at beskæftige sig med kommunikation – både job- og branchemæssigt.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle med min hhx

Dog havde jeg jo ingen anelse om, hvad uddannelsen ville give og lære mig, så da jeg startede var jeg på bar bund i forhold til fremtidsplaner. Det gik hurtigt op for mig, at jeg skulle gå i skole 200 dage om året de næste 3 år. Jeg skulle jo være der lige meget hvad (med mindre skolen virkelig ikke var mig, og jeg fik lyst til at starte på en erhvervsuddannelse i stedet..), så hvorfor ikke få så meget ud af det som muligt? Og hvad nu hvis min fremtidige drømmeuddannelse krævede et højt gennemsnit? Jeg ville i hvert fald sikre mig, at hvis det var tilfældet, så skulle min studentereksamen give mig adgang, til lige det studie jeg skulle få lyst til efterfølgende!

Jeg meldte mig ind i elevrådet på første år af min hhx

Derfor meldte jeg mig også som elevrådsmedlem det først 1 år. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at det skulle blive en af de bedste beslutninger i min liv (so far). Jeg gjorde det faktisk bare, fordi man kunne få lov, at bruge nogle få af sine skoletimer på at lave elevrådsarbejde.

På 2. år blev jeg valgt til elevrådsformand. Her gik det op for mig, at jeg ikke bare havde en leder i mig, men også en organisator, samt at jeg fandt det spændende, at arbejde på projektbasis (f.eks. med de forskellige udvalg og med skoleledelsen).

På ug.dk fandt jeg professionsbachelor i medieproduktion og ledelse

Projektledelse, det var lige mig – og det der afsætning, kommunikation og markedsføring var faktisk vanvittigt interessant. Herefter gik det stærkt! Efter mange times søgen på ug.dk, fandt jeg lige dén mest spændende uddannelse, som kunne give mig alle de kompetencer, der skulle til for at kunne arbejde som projektleder i mediebranchen... Det var en professionsbachelor i medieproduktion og ledelse (MPL) på Danmarks Medie- og Journalist Højskole i København. En uddannelse som er baseret på optagelsesprøver.

Da jeg var færdig på hhx flyttede jeg til København. En beslutning som var hård, men der var ingen tvivl i mit hjerte, for MPL’en var, hvad jeg stilede efter. Selvom jeg godt vidste, at det ville være rigtigt svært at blive optaget, blev jeg nødt til at prøve.

Det var rigtigt svært for mig at bo i en storby, hvor jeg havde et meget begrænset bekendtskab og ingen af mine tætte veninder havde valgt at flytte herover. Det tog mig lang tid at falde til og føle mig hjemme. Nu kan jeg dog med sikkerhed sige, at det var det helt rigtige for mig. København er en fantastisk by, med så uendeligt mange muligheder. Det er en skøn by, og hvis man giver den lov, tager den imod en med åbne arme.

Jeg tog uddannelsen til mulitmediedesigner først

For at forbedre mine optagelseschancer og få kendskab til branchen (samt slappe lidt af efter hhx), begyndte jeg på en erhvervsakademisk uddannelse som multimediedesigner. Selvom det ikke er selve designdelen af kommunikation, som har min største interesse, har det været meget lærerigt og frem for alt sjovt, at udvikle og afprøve den side af mig selv. 
+ skolen havde den vildeste, bedste, sjoveste fredagsbar. Det tog mig et helt år, før jeg rigtigt begyndte at benytte mig af fredagsbaren – nu er jeg kæmpe fan (det er sådan en god måde at socialisere, samt forbedre sin bordfodbold-skills)! Og det er næsten hvad jeg savner mest ved uddannelsen..

Uddannelsen som multimediedesigner er meget anderledes end den klasseundervisning, som man er vant til fra sin ungdomsuddannelse. Alt er projektbaseret og fra dag 1 arbejder man i grupper (bare rolig, skolen laver de første grupper, så det er ok, at man ikke kender nogle – selvom det kan være skræmmende). Ofte handler det om at udvikle et koncept eller en kampagne, som kan være med til at fremme en organisations position på markedet eller forbedre kunders opfattelse af et produkt. Hertil kom alt det praktiske (som jeg personligt er helt vild med. Jeg lærer nemmere, ved at afprøve teorier og metoder med hænderne, fremfor bare at sidde og læse om det i en bog), nemlig design af logoer, visuelle identiteter, apps og hjemmesider. Jep, derefter lærer man også lige at kode en hjemmeside eller app. Sejt! Hvis du har lyst, kan du her se et eksempel på min egen hjemmeside (som jeg selv har designet og kodet fra bunden): www.anettela.dk

Praktik i udlandet - grib chancen!

Det sidste semester af den 2 årige multimediedesigner uddannelse omhandler praktik og afsluttende projekt. På min skole (KEA) havde vi mulighed for at ansøge om nogle praktikpladser i udlandet, som skolen allerede havde arrangeret. Jeg var så heldig at få praktikplads på en avis i Catalonien. Her arbejdede jeg på den digitale afdeling, hovedsagligt med iPad-løsninger og nye web-trends. 

Så i år brugte jeg mit forår i Barcelona. Det har været den mest overvældende oplevelse i mit liv. Alle der drømmer om og får chancen for at opleve verden, GØR DET!

Optagelsen til professionsbacheloren i medieproduktion og ledelse

Mens jeg var i Barcelona sendte jeg min ansøgning til MPL-uddannelsen, hvorefter jeg senere fik svar, at jeg var gået videre til optagelsesprøve nr. 2. Halvanden uge efter jeg ved kommet hjem fra Barcelona, gik jeg til optagelsesprøven, som bestod af intet andet end en 10 min. samtale. 

Det er meget kort tid, man har til at redegøre for hvorfor netop mán bør blive optaget – men det lykkedes! Det har været rigtigt fedt, at blive optaget på baggrund af min motivation. 

I mellemtiden skrev og lavede jeg mit afsluttende projekt sammen med en studiekammerat. Det er rigtigt fedt allerede som 22-årig, at kunne kalde sig multimediedesigner. En uddannelse som har givet mig erfaring og redskaber, som jeg vil få brug for al den tid, hvor jeg kommer til at arbejde i mediebranchen.

Fra hhx til elevråd til professionsbachelor i medieproduktion og ledelse

Jeg er for få uger siden startet på MPL-uddannelsen, og der er knald på, men det er fedt, for det er hvad jeg brænder for! Jeg kommer til at lærer en masse om ledelse, projektstyring og medieproduktion (f.eks. tv-produktion, tryksager, reklameudvikling og digitale strategier). Hvorefter jeg krydser fingre for, at blive ansat som projektleder på en reklamebureau. Indtil videre har vi dog haft mest fokus på opstart, rusuge og rustur. Hvilket I godt kan glæde jer til, hvis I vælger en videregående uddannelse efter jeres ungdomsuddannelse. Rustur er det vildeste!

Skide fedt at du læste med. Jeg håber at min laaange tekst (sorry!) har kunne inspirere og hjælpe dig til at vælge, om din ungdomsuddannelse skal være en hhx eller ej.

Held og lykke! 

 

Om os

På Thisted Handelsgymnasium vil du opleve en varieret og spændende undervisning, ekskursioner, studietur, gruppearbejde, casearbejde og udarbejdelse af projekter.

Kontakt

Thisted Handelsgymnasium
Lerpyttervej 52
7700 Thisted
Telefon: 99 19 19 19