Vælg din afdeling
Thisted Handelsgymnasium
MENU
Tine valgte Aarhus Universitet

Tine valgte Aarhus Universitet

Tine har brugt sin studentereksamen til at læse videre med og har via studiejobs fået erfaring, som nu har givet hende et job.

En solbeskinnet sommerdag i juni 2007 overrakte min mor mig den blå hue efter en veloverstået eksamen i selskab med en lunefuld Frank Weber og et mere eller mindre nærstuderet pensum om Cuba-krisen. Siden da har jeg ikke skænket Cuba-krisen en tanke. Men jeg har til gengæld gjort nyttigt brug, af det jeg har lært i særligt Erhvervsøkonomi (Virksomhedsøkonomi), Engelsk og Afsætning. 

Min hhx gav adgang til en videregående uddannelse

I 2008 påbegyndte jeg nemlig den engelsksprogede internationale bachelor Marketing and Management Communication på Aarhus Universitet. Jeg kendte ikke til studiet på forhånd, men efter et besøg på universitetet og en snak med én af studievejlederne, var jeg sikker på, at det var den rette vej for mig – og dét var det! Her lærte jeg om alle grundlæggende aspekter af intern og ekstern virksomhedskommunikation som f.eks. traditionel og online markedsføring, tekstforståelse og -produktion, forbrugeradfærd og branding generelt. 

Desuden havde vi også fag inden for ledelse, projektledelse og organisationsforståelse. Uden min tid på handelsskolen var jeg for det første slet ikke blevet optaget, men jeg havde heller ikke haft den grundlæggende virksomhedsforståelse, som var nødvendig for at forstå mange af de første nye teorier og begreber. 

På 1. dag kendte jeg ingen af de ca. 110 andre, der også startede på studiet dét år. Men det ændrede sig hurtigt i løbet af rusugen, som virkelig var en fantastisk start på masser af tætte venskaber. Den dag i dag, seks år senere, bor jeg f.eks. med en veninde, jeg for første gang mødte i netop den uge. 

Udveksling i Florida - en fantastisk oplevelse

På mit femte semester tog jeg på udveksling i Florida. Det faglige udbytte var ikke på niveau med det jeg kendte fra Aarhus. Men det var lige meget. Det var en helt fantastisk oplevelse, hvor jeg mødte mange andre europæiske udvekslingsstuderende, som jeg stadig har kontakt med i dag. Jeg udviklede mig også både personligt og socialt, og lærte meget om mig selv, mine begrænsninger og styrker.

Mit første studierelevante job

På sjette og sidste semester skrev jeg min bachelor god online virksomhedskommunikation.   Sideløbende med skriveriet fik jeg mit første studierelevante job som kommunikationsassistent i en mindre virksomhed. Inden da arbejdede jeg i en tøjafdeling i Salling, men jeg vidste, at det var vigtigt at få mig et studierelevant job, hvor jeg kunne afprøve teori i praksis. Jeg arbejdede bl.a. på at forbedre virksomhedens hjemmeside og assisterede også min chef på workshops i andre virksomheder, hvor formålet var at øge medarbejdernes trivsel. 

Job som chefredaktør banede min vej til drømmepraktikken

I efteråret 2011 startede jeg på kandidaten i Corporate Communication på Aarhus Universitet. På samme tid startede jeg også på nyt job som chefredaktør for et magasin på skolen. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg troede, jeg skulle afprøve mine journalistiske evner, men lige pludselig arbejdede jeg 30-50 timer i ugen, og efter et år i stillingen havde jeg ansat mere end tyve medarbejdere og afskediget tre, udgivet fem magasiner, mødt og interviewet bl.a. Christian Stadil og Stine Bosse, justeret magasinets strategi, og ikke mindst havde jeg afprøvet mine evner som leder. Det var en stor mundfuld, men jeg elskede det. 

Jeg var ærlig talt lidt træt af at læse og nød virkelig at arbejde så intenst med magasinet og de mange andre studerende, der også arbejdede på redaktionen. Jeg fik færdiggjort alle mine eksamener, men når jeg ser tilbage, ved jeg godt, at jeg kunne have fået bedre karakterer, hvis jeg havde fokuseret 100 % på studiet – jeg tror til gengæld ikke, at jeg havde fået drømmepraktikken det efterfølgende semester, hvis ikke jeg havde al den praktiske erfaring på CV’et, som netop dét studiejob gav mig. Derfor fortryder jeg ingenting.

Praktik hos Burson-Marsteller i København

I efteråret 2012 startede jeg nemlig, som en del af studiet, i seks måneders praktik hos Burson-Marsteller i København – et internationalt konsulentbureau med speciale i kommunikation. Jeg har nu været der i et år, da jeg efterfølgende blev ansat som studentermedhjælper, mens jeg skriver mit speciale. Jeg burde have afleveret i juni/juli, men jeg valgte at udskyde det et halvt år for at fokusere på mit studiejob, hvor jeg til tider arbejdede fuld tid. 

Efter afslutningen af kandidaten på Corporate Communication

I næste måned starter jeg på mit første ”rigtige” fuldtidsjob på et andet bureau. Jeg ryster i bukserne af nervøsitet og spænding, men kan samtidig slet ikke vente. Wish me luck.

I dag er jeg 24 og har allerede arbejdet meget mere, end jeg tilbage på handelsgymnasiet havde forestillet mig. Det har krævet hårdt arbejde, men har på den ene eller anden måde altid været sjovt, for jeg har altid vidst, at jeg skulle denne vej. Selv hvis jeg tænker helt tilbage til folkeskolen, har jeg altid været god til at skrive og elskede diktat – til gengæld har jeg altid kæmpet virkelig meget med matematik. Det gav bare ikke mening i mit hoved. Og på handelsgymnasiet fik jeg så en brændende interesse for afsætning. Måske er det ikke så sært, at jeg er endt i kommunikationsbranchen…

Held og lykke til jer alle. Gør jeres bedste (man kan ikke gøre det bedre) og følg jeres mavefornemmelse.

Tak fordi I læste med,
Tine

Om os

På Thisted Handelsgymnasium vil du opleve en varieret og spændende undervisning, ekskursioner, studietur, gruppearbejde, casearbejde og udarbejdelse af projekter.

Kontakt

Thisted Handelsgymnasium
Lerpyttervej 52
7700 Thisted
Telefon: 99 19 19 19