Vælg din uddannelse
Thisted Handelsgymnasium
MENU
HHX-elever på job i Spanien

HHX-elever på job i Spanien

Om ganske få dage sætter 16 HHX-elever fra henholdsvis Fjerritslev Handelsgymnasium, Thisted Handelsgymnasium og Morsø Handelsgymnasium kursen mod sydspanske Córdoba. Her skal de gennem de kommende tre uger arbejde i lokale virksomheder og herigennem få erfaring med den spanske kultur, det spanske arbejdsmarked og – ikke mindst – det spanske sprog.

Det er 6. år i træk, at de lokale handelsgymnasier sender elever på job i det sydspanske. Turen er et frivilligt tilbud til de 2.g.-elever, der har spansk som 2. sprog. Projektet er støttet af EU-programmet ’Erasmus+’, der er et uddannelsesprogram, der har til formål at fremme samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner i EU-landene og gøre det lettere for eleverne at tage en del af deres uddannelse i et andet EU-land.

- Det er en studietur, som vi prioriterer højt, da det er en oplevelse, der i dén grad udvikler de unge mennesker, og som ofte også giver flere af dem blod på tanden i forhold til efterfølgende selv at bosætte sig i udlandet for en periode – enten for at studere eller for at arbejde. I de tre uger de er afsted, skal de i det store hele klare sig selv. Og for manges vedkommende er det på en arbejdsplads, hvor chef og kollegaer ikke taler engelsk. Det kan godt føles grænseoverskridende i starten, men det er i dén grad også med til at udvikle dem både sprogligt og menneskeligt. Og heldigvis finder de jo hurtigt ud af, at de sagtens kan klare sig, selvom de ikke lige har en lærer eller en kammerat i ryggen, og dét er noget, der giver selvtillid, fortæller vicedirektør Kenny Thomsen fra EUC Nordvest.

Ud over at skulle passe deres respektive jobs, skal eleverne også have et par timers spanskundervisning dagligt, så der bliver virkelig fyldt i ”rygsækken”. Aftenerne råder eleverne til gengæld selv over, så der bliver også masser af tid til hygge og socialt samvær med kammeraterne.

 

Af Sonja Gravesen den 23-01-2020

Om os

På Thisted Handelsgymnasium vil du opleve en varieret og spændende undervisning, ekskursioner, studietur, gruppearbejde, casearbejde og udarbejdelse af projekter.

Kontakt

Thisted Handelsgymnasium
Lerpyttervej 52
7700 Thisted
Telefon: 99 19 19 19