Studiemiljøet på HHX byder også på studieture, ekskursioner, spændende eksterne foredrag og forskellige sociale arrangementer. Vi er så heldige, at der altid er energiske elever klar til at tage en tørn i elevråd og festudvalg, og derfor tør vi også godt love, at du kan se frem til tre år med mindeværdige oplevelser som fx vores legendariske dragebådssejladser, storstilede gallafester, hyggelige fredagscaféer og fede fester.

På studieture er der i dén grad udsigt til at få én på opleveren, når vi kombinerer faglig og personlig udvikling med gode, mindeværdige oplevelser. Vi kommer ud af klasselokalerne og oplever, hvad der sker ude i virkeligheden, og vi oplever hinanden på en ny måde i nye sammenhænge. Noget, der i dén grad er med til at skabe sammenhold og styrke kammeratskabet. Studieturene spænder over hele paletten fra dagsbesøg i spændende virksomheder til flere ugers ophold i udlandet.