Åbent Hus på Nordic Food College

Den 16. september 2021

DJI 0008

Torsdag d. 23. september inviterer Nordic Food College på Mors til Åbent Hus i tidsrummet 17-19.

Går man med overvejelser om at tage en EUD eller EUX inden for jordbrug eller fødevarer, er Nordic Food College rette sted. Her har EUC Nordvest nemlig samlet alle sine erhvervsuddannelser inden for disse fagretninger, så uanset om man drømmer om at blive landmand, anlægsgartner, gastronom, gourmetslagter, ernæringsassistent, tjener eller bager og konditor, er Nordic Food College det helt rette sted.

- Det unikke ved Nordic Food College er, at eleverne her kan lære om og få praktisk erfaring med hele værdikæden fra jord til bord. Hos os vil man kunne møde landbrugselever i gang med at kokkerere i køkkenet, hvor de får indblik i, den værditilvækst, der sker, fra de har afleveret deres produkt i køkkenet, og til slutproduktet ligger klar på tallerkenen. Og man kan møde elever fra fødevareuddannelserne i marken, hvor de får indblik i processerne fra etableringen af det allerførste plan til høstning. Det giver eleverne en rigtig god helhedsforståelse af processen fra jord til bord og for de processer og procedurer, der influerer på det endelige resultat, fortæller forstander Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Til Åbent Hus kan man få en rundvisning på skolens afdelinger; Morsø Landbrugsskole (landmand og gartner) og Culinary (fødevareuddannelserne) samt kostskolen, hvor en stor del af skolens elever bor. Og så vil der naturligvis være rig mulighed for at få en snak med både undervisere, elever og vejledere, så man kan få afklaret eventuelle spørgsmål.

- Det er en rigtig god mulighed for at komme og opleve, hvordan det er at være elev her på skolen. Man kommer til en levende skole, der giver et godt billede af dagligdagen med fodring af dyrene, aktiviteter i kostskolen, madlavning i køkkenet og så videre. Man vil helt sikkert kunne mærke stemningen, fællesskabet og de trygge rammer fra første parket, hvis man kigger forbi på torsdag. Og vi byder gerne vores gæster på en bid mad, så der er ingen grund til at blive væk, blot fordi spisetiden nærmer sig, fastslår Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Kan man ikke lige få kalenderen til at passe med et besøg d. 23. september, er man naturligvis altid velkommen til at booke en separat rundvisning på skolen.

Læs mere om uddannelserne på Nordic Food College her

EUC Nordvest 1 04408