Uddannelsesleder til Nordic Food College på Mors

Passion for læring, bæredygtighed og fødevarer er absolut essentielle egenskaber hos vores kommende uddannelsesleder. Dette skal naturligvis kombineres med stærke faglige kompetencer med fokus på netop fødevarer, men også viden om problembaseret læring, ledelse og planlægning er egenskaber, vi tillægger stor værdi.

Nordic Food College forener uddannelserne inden for fødevarer, landbrug og anlægsgartner i ét fælles univers. Uddannelsernes klare profiler står skarpt hos os, men vi forener dagligdagen og læringen, hvor det skaber værdi, og hvor det giver mening.

Vil du være en tydelig, begejstret og nærværende uddannelsesleder i det univers? Så vil vi gerne lære dig at kende.

Om dig
Vi kunne fortælle en masse om, hvad vi forventer, men grundlæggende kan vores forventninger sammenfattes til:

  • Du har en relevant uddannelse inden for fødevarebranchen. Måske er du faglært med solid erfaring fra erhvervslivet, eller måske har du en videregående uddannelse. Måske har du suppleret din basisuddannelse med viden om læring og uddannelse. Det er ikke afgørende for os, men det skal være et solidt grundlag at bygge videre på.
  • Du har ledelseserfaring – eller du har en brændende lyst til at blive leder
  • Du har ideelt set selv undervisningskompetence i ét eller flere fag i enten de fagrettede elementer eller i grundfagene på fødevareuddannelserne

Herudover tillægger vi det stor værdi, at du er bosiddende i det nordvestjyske.

Om os
Nordic Food College er en del af EUC Nordvest. Samlet set udbyder EUC Nordvest en bred vifte af erhvervsuddannelser, arbejdsmarkedsuddannelser og gymnasiale uddannelser, og vi har afdelinger i både Thisted, Nykøbing Mors, Fjerritslev og Thyborøn.

Nordic Food College er beliggende på Mors og består af to afdelinger: Morsø Landbrugsskole og Culinary.

Vi tilbyder
Som uddannelsesleder for Culinary bliver dit primære arbejdsområde skolens fødevareuddannelser, som pt. tæller følgende: Ernæringsassistent, gastronom, gourmetslagter, bager og konditor samt tjener.

Du får mulighed for at sætte dit præg på et unikt, innovativt og inspirerende undervisningsmiljø, der tilgodeser elevernes muligheder for at matche den udvikling og retning, fødevareerhvervene bevæger sig i. Alt sammen i tæt samarbejde med fagligt dygtige og motiverede kollegaer fra såvel Culinary som Morsø Landbrugsskole.

Stillingen som uddannelsesleder for Culinary vil bestå af en kombination af cirka 1/2 ledelse og cirka 1/2 undervisning og øvrige opgaver. Stillingen er organisatorisk indplaceret med reference til forstanderen for Nordic Food College / Morsø Landbrugsskole.

Løn og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse efter aftale.
Aflønning sker i henhold til gældende bestemmelser og aftaler med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Skatteministeriet. Vi opfordrer alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest.

Ansøgning
Ansøgningsfrist: 23. september 2021

Din ansøgning skal sendes digitalt til os. Vær opmærksom på, at linket åbner i et nyt vindue, hvor du kan vedhæfte dokumenter. Emnefeltet er på forhånd defineret med teksten ’Job2126’. Send ansøgning her.

Yderligere information
For yderligere information er du velkommen til at kontakte direktør Hans Chr. Jeppesen på mail hj@eucnordvest.dk

NFC Lille Fil