Home 5 Nyheder 5 Valgdebatten flyttede stemmer på EUC Nordvest
7 nov, 2025

Valgdebatten flyttede stemmer på EUC Nordvest

Demokratiets Dag gav eleverne et godt indblik i lokalpolitik

Det hybride læringscenter på EUC Nordvest summede af debat og engagement, da skolens elever markerede Demokratiets Dag med et stort valgmøde. Alle partier, der stiller op til kommunalvalget i Thisted Kommune, var inviteret – og bortset fra et enkelt afbud var alle repræsenteret.

Dagen blev indledt med et prøvevalg, hvor eleverne – uanset stemmeret – kunne stemme på ét af de opstillede partier. Efterfølgende præsenterede kandidaterne sig selv, inden direktør Hans Chr. Jeppesen tog over som ordstyrer i en livlig debat, hvor emner som økonomi, erhvervspolitik, grøn omstilling samt skole- og fritidsliv var på dagsordenen.

Stemmeslugere og højdespringere
Ved den første afstemning valgte blot 133 elever at afgive deres stemme. Her fordelte stemmerne i toppen sig med Liberal Alliance i front (39,8 %), efterfulgt af Det Konservative Folkeparti (15 %) og Venstre (14,3 %).

Efter debatten blev der stemt igen, og resultatet af denne afstemning viste tydeligt, at debatten havde formået at rykke ved elevernes holdninger. Først og fremmest var valgdeltagelsen steget markant, idet hele 300 elever nu var blevet motiveret til at afgive deres stemme. Men derudover var der også markante ændringer at spotte i de enkelte partiers stemmeandel. For eksempel blev Thy Borgerlige den helt store ’højdespringer’, idet partiet gik fra 0,8% af stemmerne til 9,3% af stemmerne i løbet af arrangementet. Liberal Alliance forblev dagens store stemmesluger med 34% af stemmerne i 2. afstemning, mens Venstre rykkede frem til 2. pladsen med 20,3 %.

Allia, som går i 2.g. på Thisted Handelsgymnasium, oplevede dagen som en øjenåbner for, hvad lokalpolitik egentlig handler om:

Jeg følger mest med i politik i skolen, når vi har samfundsfag og international økonomi – der får man en god forståelse for landspolitik. Men det, jeg synes, har gjort i dag helt vildt spændende, er, at jeg har fået en bedre forståelse for, hvad de forskellige lokale partier går ind for. Det synes jeg var spændende at høre om, fortæller hun.

Hendes refleksioner flugter godt med hele formålet med dagen, forklarer skolens direktør Hans Chr. Jeppesen:

Det vigtigste for os er at give eleverne et realistisk indblik i, hvordan demokratiet fungerer i praksis. Jeg synes, at vi havde en god og sober debat, hvor kandidaterne viste, at de på mange områder ikke står så langt fra hinanden – og at de alle brænder for at gøre en forskel for Thy. Og med de kandidater, der er kørt i stilling, synes jeg, at der er al mulig grund til at være fortrøstningsfuld omkring samarbejdet i den kommende kommunalbestyrelse, lyder det fra Hans Chr. Jeppesen

Som afslutning på arrangementet var der valgkage til alle elever – en hyggelig afrunding på en dag, hvor demokratiet kom lidt tættere på hverdagen på EUC Nordvest.