Home 5 Nyheder 5 Amalie tager en del af sin smedeuddannelse på Færøerne
13 mar, 2026

Amalie tager en del af sin smedeuddannelse på Færøerne

Snart skifter 21-årige smedelærling Amalie Rosengart Andresen værkstedet i Thy ud med hav og fjelde på Færøerne. Amalie er lærling hos Hidrostal Construction i Koldby og er i gang med sin smedeuddannelse på EUC Nordvest – inden længe rejser hun til Klaksvik, hvor hun i tre måneder skal arbejde hos virksomheden KJ gennem OPU-ordningen (oplæring i udlandet).

Hos KJ i Klaksvik på Færøerne bliver Amalie en del af arbejdet på et skibsværft, hvor hun blandt andet skal arbejde med hydraulik og motorpasning – områder, hun endnu ikke har så meget erfaring med.

Hun har netop afsluttet sit 3. hovedforløb på smedeuddannelsen og ser derfor opholdet som en oplagt mulighed for at prøve nye sider af faget.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted. Det bliver spændende at prøve kræfter med faget i en anden virksomhed og i en anden del af verden, og jeg håber at komme hjem med nye erfaringer og nye måder at arbejde på, siger Amalie Rosengart Andresen.

Opholdet er blevet til gennem et samarbejde mellem EUC Nordvest og Hidrostal Construction, og hos virksomheden har man fra starten bakket fuldt op om muligheden.

Selvom det betyder, at Amalie i tre måneder ikke arbejder i virksomheden i Koldby, har Hidrostal Construction vist stor velvilje over for opholdet og ser det som en investering i hendes udvikling – og i de kompetencer, hun kan tage med hjem til virksomheden.

– Jeg er virkelig glad for den opbakning, jeg har fået fra min læreplads. De har kun været positive over for, at jeg tager afsted, og det betyder rigtig meget, siger hun.

Hos EUC Nordvest ser man også positivt på, at elever får mulighed for at tage en del af deres uddannelse i udlandet.

– Det giver eleverne både faglige og personlige erfaringer at komme ud og arbejde i en virksomhed i et andet land. De møder nye arbejdsmetoder og får indblik i, hvordan deres fag bliver brugt i en anden sammenhæng, og det er erfaringer, de tager med sig hjem til deres læreplads og videre i deres uddannelse og arbejdsliv, siger uddannelseschef for Auto, Metal og Teknologi, Torben Ladefoged, fra EUC Nordvest.

Til sommer vender Amalie tilbage til Danmark med nye oplevelser, erfaringer og kompetencer i bagagen.