Home 5 Nyheder 5 Terkel fra HTX kvalificerer sig til international biologiolympiade
5 maj, 2026

Terkel fra HTX kvalificerer sig til international biologiolympiade

Terkel Iversen fra Teknisk Gymnasium Thisted har i den forgangne weekend markeret sig blandt landets dygtigste biologielever ved finalen i den danske biologiolympiade. Her præsterede han så flot, at han sikrede sig en plads på holdet, der skal repræsentere Danmark ved den internationale biologiolympiade i Vilnius i Litauen til juli.

Den danske biologiolympiade er et nationalt talentprogram for gymnasieelever inden for biologi og bioteknologi. Efter gennemførelsen af de indledende runder, hvor der var ca. 2.200 deltagere, var det i finalen de bedste elever fra hele Danmark, der dystede om en plads på landsholdet. Og her var Terkel én af blot fire elever, der kvalificerede sig til en plads på det hold, der rejser afsted for at dyste ved den internationale biologiolympiade.

Det var bestemt en positiv overraskelse. Jeg havde en fornemmelse af, at det var gået godt under konkurrencen, men jeg vidste jo ikke, hvordan de andre havde klaret det, så jeg turde ikke sætte mine forventninger op. Jeg havde selvfølgelig håbet på at gå videre – men jeg havde ikke regnet med det, fortæller en glad Terkel Iversen.

Og han var ikke den eneste, der jublede, da det stod klart, at han havde kvalificeret sig:

Det er en virkelig flot præstation, og vi er utrolig stolte af Terkel. At han i dag står blandt de fire dygtigste biologielever i Danmark vidner både om et stærkt fagligt talent og en særdeles dedikeret indsat i biologifaget, lyder det fra uddannelseschef Marianne Svenningsen fra Teknisk Gymnasium Thisted.

Den internationale biologiolympiade samler hvert år nogle af verdens mest talentfulde unge inden for biologi, og deltagerne konkurrerer i både teoretiske og praktiske discipliner på et højt fagligt niveau. Derfor er der også planlagt et intensivt træningsforløb, der skal give de fire danske deltagere den bedst mulige forberedelse til den internationale konkurrence. To af de danske deltagere var faktisk også med på det danske hold i sidste års konkurrence, hvilket giver værdifuld erfaring at trække på i forberedelserne.

Jeg glæder mig rigtig meget til turen. Selvfølgelig håber vi på at komme hjem med medaljer, men jeg ser mindst lige så meget frem til at møde unge fra andre lande med samme interesse. Det bliver uden tvivl en stor oplevelse, slutter Terkel.

Alle fire deltagere på det danske hold er elever fra tekniske gymnasier (HTX). Ud over Terkel Iversen fra Teknisk Gymnasium Thisted består holdet, der skal repræsentere Danmark, af Christoffer David Kuno Arenholt fra EUC Nord/Hjørring HTX, Frede Emil Lærke Rudolf fra Hansenberg Tekniske Gymnasium samt Shanshan Hu fra Vibenshus Gymnasium.