Home 5 Nyheder 5 Lokal uddannelseschef skal repræsentere Nordjylland i nationalt udvalg
8 jun, 2026

Lokal uddannelseschef skal repræsentere Nordjylland i nationalt udvalg

Uddannelseschef Kasper Agerskov Petersen, fra Byggeri på EUC Nordvest, er blevet udpeget til at repræsentere de nordjyske erhvervsskoler i det landsdækkende samarbejdsudvalg for tømrerfaget under Byggeriets Uddannelser.

Udpegningen betyder, at Kasper Agerskov Petersen fremover skal bidrage til arbejdet med at udvikle og sikre kvaliteten af tømreruddannelsen på nationalt niveau i tæt samarbejde med branchens parter og erhvervsskoler fra hele landet.

På EUC Nordvest vækker udpegningen glæde.

– Det er en anerkendelse af det stærke arbejde, vi gennem mange år har lagt i vores tømreruddannelse. Vi har en velfungerende uddannelse med høj aktivitet, dygtige undervisere og et tæt samarbejde med virksomhederne. Derfor er vi også stolte over, at Kasper nu får mulighed for at bringe de nordjyske erfaringer og perspektiver ind i det nationale arbejde, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen.
For skolens elever og samarbejdspartnere betyder udpegningen, at skolen får endnu tættere forbindelse til de drøftelser og beslutninger, der former fremtidens tømreruddannelse.

– Vi er optaget af at sikre, at uddannelsen fortsat matcher branchens behov, samtidig med at eleverne får de bedst mulige forudsætninger for at lykkes i faget. Gennem arbejdet i samarbejdsudvalget får vi en unik mulighed for både at bidrage til udviklingen af uddannelsen og hente ny viden og inspiration hjem til vores elever og undervisere, siger Kasper Agerskov Petersen.
Tømrerfaget spiller en central rolle i byggebranchen, som i disse år oplever store forandringer inden for blandt andet bæredygtighed, materialer, digitalisering og nye arbejdsformer. Derfor er det vigtigt, at uddannelsen udvikles i takt med branchens behov.

Med udpegningen får de nordjyske erhvervsskoler en stærk repræsentation i det nationale samarbejde, samtidig med at EUC Nordvest styrker sin position som en markant aktør inden for uddannelser til byggebranchen.