Home 5 Nyheder 5 Rekordstor sommercamp samlede hele 42 børn og unge på Nordic Food College
2 jul, 2026

Rekordstor sommercamp samlede hele 42 børn og unge på Nordic Food College

Årets sommercamp på Nordic Food College blev den største nogensinde med 42 deltagere. Over tre dage fik børn og unge mulighed for at prøve kræfter med livet på skolen, hvor dyr, gårdliv, madlavning og fællesskab dannede rammen om en aktiv start på sommerferien.

Det gode sommervejr gav deltagerne mulighed for at tilbringe det meste af tiden udendørs, hvor de passede dyr, arbejdede på gården og oplevede, hvordan gode råvarer bliver til velsmagende måltider. Der blev også tid til kreative aktiviteter, hygge på værelserne og nye venskaber. Som en del af sommercampen deltog også en række af Nordic Food Colleges egne elever, som frivilligt havde valgt at bruge nogle af deres sommerferiedage på at hjælpe til. De var med til at guide deltagerne gennem aktiviteterne, delte deres erfaringer og bidrog til den trygge og nærværende stemning, som kendetegner campen.

For 13-årige Søren fra Ørding var det andet år i træk på campen. Han meldte sig til igen, fordi han havde så gode oplevelser med fra sidste år.

– Det bedste er fællesskabet. Jeg er sammen med venner, jeg kendte i forvejen, men jeg har også fået nye venner. Jeg har været glad for at arbejde med dyrene og hjælpe til på gården, fortæller Søren.

11-årige Kirsten fra Dragstrup deltog for første gang. Hun meldte sig til, fordi flere af hendes venner fra skolen også skulle med, og fordi hun havde fået et godt indtryk af Nordic Food College efter et besøg med sin klasse.

– Jeg har været rigtig glad for at lave mad i køkkenerne, det kreative arbejde og hyggen på værelserne. Jeg vil helt sikkert gerne med igen næste år, siger Kirsten.

Forstander Jonas Lundgreen Korsgaard glæder sig over den store opbakning til årets sommercamp.

– Sommercampen handler om meget mere end aktiviteter. Vi ønsker at give børn og unge nogle gode ferieoplevelser, hvor de får lov til at prøve nye ting, lære gennem praksis og opleve værdien af et stærkt fællesskab. Det glæder os, at så mange har valgt at deltage i år, og at flere vender tilbage. Samtidig er vi stolte af, at vores egne elever vælger at bruge en del af deres sommerferie på at hjælpe til. Det siger noget om den kultur og det fællesskab, vi har på Nordic Food College – og som de er med til at give videre til deltagerne, lyder det fra forstander Jonas Lundgreen Korsgaard.

Nordic Food College kan dermed se tilbage på den største sommercamp nogensinde og glæder sig allerede til at byde både nye og tilbagevendende deltagere velkommen igen næste sommer.