Home 5 Nyheder 5 Videnskab i børnehøjde: HTX-elever står klar til at inspirere børn i Thy
17 aug, 2026

Videnskab i børnehøjde: HTX-elever står klar til at inspirere børn i Thy

Når Videnskabsklubben til efteråret åbner på Teknisk Gymnasium Thisted, er det fire elever fra 2.g, der står klar som undervisere. Her kan børn fra 4. og 5. klasse gå på opdagelse i primaternes verden – og tilmeldingen åbner snart.

Årets tema i Videnskabsklubben er primatologi, og over syv eftermiddage får børnene mulighed for selv at undersøge, stille spørgsmål og blive klogere på primaternes verden. Til at tage imod dem står 2.g-eleverne Alfred Møller Thomsen, Oliver Østlund Batstone, Julia Susanna Jankowska og Freja Ravnborg Christiansen, som skal dele deres egen interesse for naturvidenskab med de yngre elever.

– Jeg kan godt lide at lære fra mig, og jeg interesserer mig meget for naturvidenskab. At få mulighed for at give den interesse videre, synes jeg er fedt, lyder det fra Alfred Møller Thomsen.

Fra elev til underviser
De fire HTX-elever skal selv være med til at sammensætte undervisningen og finde ud af, hvordan de bedst gør naturvidenskaben spændende og forståelig for børnene.

Oliver Østlund Batstone glæder sig til netop den del. Han mener, at de som elever selv har et godt blik for, hvad der gør undervisning spændende, og hvad der fanger.

For Freja Ravnborg Christiansen er der også noget at hente ved selv at træde ind i rollen som underviser:

– Man får rigtig meget ud af at undervise andre. Det giver noget både menneskeligt og fagligt, samtidig med at vi får mulighed for at give noget videre, siger hun.

Samtidig håber de unge undervisere, at mødet med Videnskabsklubben kan give børnene endnu mere lyst til naturvidenskab.

– Jeg håber, at Videnskabsklubben kan være med til at fodre en spirende interesse for naturvidenskab, som børnene forhåbentlig tager med sig videre. Og så håber jeg, at de oplever, at naturvidenskab er superspændende, siger Alfred Møller Thomsen.

Tilmeldingen til Videnskabsklubben åbner 30. august kl. 10.00. Læs mere og tilmeld dig på Videnskabsklubbens hjemmeside