Home 5 Nyheder 5 Kasper fra EUC Nordvest er klar til at forsvare sin titel ved DM i Skills
9 okt, 2026

Kasper fra EUC Nordvest er klar til at forsvare sin titel ved DM i Skills

I april kunne industriteknikerelev, Kasper Uhrbrand Christensen fra EUC Nordvest, lade sig hylde som danmarksmester i CNC-drejning. Nu har han endnu en gang kvalificeret sig til DM i Skills for industriteknikkere, hvor han får mulighed for at forsvare sin titel, når konkurrencen løber af stablen i Vejle i april næste år.

Tidligere på ugen deltog Kasper Uhrbrand Christensen og Sebastian Krog fra EUC Nordvest i regionsmesterskabet for industriteknikere, som i år blev afholdt på Mercantec i Viborg. Begge elever leverede flotte faglige præstationer, og for Kasper, der er i lære hos Møllers Machining, resulterede indsatsen i endnu en kvalifikation til DM i Skills. Sebastian, der er i lære hos Semtek Maskinfabrik, imponerede ligeledes med en stærk præstation.

For Kasper betyder det, at han endnu en gang får mulighed for at måle sig med landets dygtigste unge industriteknikere. Og efter sejren i april er motivationen bestemt ikke blevet mindre.

– Det var en kæmpe oplevelse at vinde DM i april, og nu glæder jeg mig til at få chancen igen. Det kunne være fedt at vise, at sejren ikke var nogen tilfældighed, fortæller Kasper Uhrbrand Christensen.

Nye udfordringer venter ved DM
Selvom Kasper allerede har prøvet at stå øverst på sejrsskamlen ved DM i Skills, bliver næste års konkurrence anderledes. Hvor han i april vandt guld i CNC-drejning, skal han denne gang vise sine færdigheder i både drejning og fræsning. Det stiller nye krav til Kasper, der til daglig arbejder mest med drejning. Men med erfaringerne fra årets mesterskab og flere måneder til at forberede sig ser han frem til udfordringen.

– Det er en stor fordel, at jeg har prøvet det før. Jeg kan også mærke, at mit faglige niveau er væsentligt højere end ved sidste DM, så jeg føler mig godt rustet til konkurrencen, fortæller Kasper.

Sjette år i træk med en industritekniker til DM
Kaspers kvalifikation betyder samtidig, at EUC Nordvest for sjette år i træk sender en dygtig industritekniker til DM i Skills. Det vækker stor glæde hos Torben Ladefoged, som uddannelseschef for Metal og Teknologi på EUC Nordvest.

– Vi er utrolig stolte af Kasper og det høje faglige niveau, han har opnået. Det er en imponerende præstation, at han endnu en gang har kvalificeret sig til DM. Samtidig er vi meget glade for det gode samarbejde med hans læreplads, Møllers Machining, som også fortjener stor anerkendelse for deres bidrag til Kaspers faglige udvikling. At vi nu for sjette år i træk har en industriteknikerelev med til DM i Skills, vidner om både dygtige elever, engagerede undervisere og et stærkt samarbejde med virksomhederne, fortæller Torben Ladefoged.

Foto: Kasper Uhrbrand Christensen og Sebastian Krog