Otte ernæringsassistentelever mødes til nordjysk mesterskab på Nordic Food College
Torsdag den 5. november danner Nordic Food College på Mors rammen om Nordjysk Mesterskab for Ernæringsassistentelever, hvor madlavning, ernæring og kreativitet er i centrum. Mesterskabet markerer samtidig optakten til, at ernæringsassistentuddannelsen vender tilbage som konkurrencefag ved DM i Skills i 2027.
Fire nordjyske erhvervsskoler er repræsenteret ved årets mesterskab. EUC Nord, HEG, TECHCOLLEGE og Nordic Food College stiller hver med to elever, og værterne bliver repræsenteret af ernæringsassistenteleverne Katrine Vejle Kjeldsen og Line Sommer Chopart.
For forstander på Nordic Food College, Jonas Korsgaard, handler mesterskabet om mere end at finde Nordjyllands dygtigste ernæringsassistentelever. Han håber samtidig, at konkurrencen kan skabe større opmærksomhed om uddannelsen og de kompetencer, eleverne opnår.
– Ernæringsassistenter har nogle helt særlige kompetencer, som vi ikke taler nok om. De ved, hvordan man sammensætter sund og ernæringsrigtig mad til forskellige målgrupper, og de spiller en vigtig rolle i at sikre gode måltider til blandt andre børn, ældre og mennesker med særlige ernæringsbehov. Det er en faglighed, der har stor betydning for vores samfund, siger Jonas Korsgaard.
Mad til ældre i eget hjem
Årets tema er ‘Mad til ældre i eget hjem’. Eleverne skal først individuelt tilberede en hovedret og en biret til ældre med behov for energi- og proteinrig kost. Derefter skal de i hold løse en ukendt opgave, hvor de på halvanden time skal fremstille 30 ens mellemmåltider.
For Nordic Food Colleges to ernæringsassistentelever er forberedelserne allerede i fuld gang. De har blandt andet brugt deres fritid på at øve retterne, hvor de lægger vægt på at kombinere årstidens råvarer og produkter fra skolens eget landbrug med nye fortolkninger af måltider til ældre.
– Vi er stolte af vores eget landbrug og vil gerne vise det frem ved at bruge råvarerne i vores retter. Samtidig vil vi gerne vise, at mad til ældre ikke nødvendigvis behøver at være klassiske retter, men også kan nytænkes. Vi glæder os til at præsentere vores bud for dommerne og se, hvordan eleverne fra de andre skoler har grebet opgaven an, fortæller Katrine Vejle Kjeldsen og Line Sommer Chopart.
Elevernes præstationer skal vurderes af et dommerpanel bestående af Nicolas Min Jørgensen fra Restaurant TRI i Agger, Gitte fra GrønThy og Lisbeth Pedersen, der leder af Centralkøkkenet Skovparken.
Mesterskabet er åbent for alle interesserede fra kl. 10.30, hvor gæster kan følge konkurrencen gennem en skuegang ved køkkenerne, se elevernes færdige måltider og møde repræsentanter fra uddannelsesområdet og lokale fødevareproducenter.
Arrangementet finder sted på Nordic Food College, Mosegårdsvej 10 i Nykøbing Mors, og kl. 15.00 står borgmesteren i Morsø Kommune for kåring og præmieoverrækkelse.




