Home 5 Nyheder 5 600 elever deltog i valgdebat på EUC Nordvest
18 mar, 2026

600 elever deltog i valgdebat på EUC Nordvest

Der var fyldt til sidste plads – og mere til – da EUC Nordvest afholdt valgdebat med deltagelse af ca. 600 elever fra HHX, HTX, Business Nordvest, tekniske erhvervsuddannelser og FGU Nordvest.

Skolens elever var mødt talstærkt – og spørgelystne – op. Debatten kom vidt omkring aktuelle politiske emner, herunder formueskat, offentlig transport, skattelettelser, lige muligheder for Udkantsdanmark, pensionsalder, stigende brændstofpriser, udlændingepolitik og udenlandsk arbejdskraft, ventetider i psykiatrien samt afskaffelsen af Store Bededag.

Alle 12 opstillingsberettigede partier var inviteret til arrangementet. Med undtagelse af Moderaterne og Alternativet var alle repræsenteret og mødte veloplagte op til en livlig debat med eleverne.

Seancen blev både indledt og afsluttet med en afstemning blandt eleverne. Resultatet viste et tydeligt billede: Hvis EUC Nordvests elever var repræsentative for den samlede vælgerskare, ville der tegne sig et blåt flertal i Danmark. Faktum er dog, at mange af eleverne endnu ikke har stemmeret og derfor endnu ikke kan gøre deres stemme gældende. Ikke desto mindre fik de – med mange gode spørgsmål – mulighed for at blive klogere på de forskellige politiske partier og kvalificere deres eget politiske ståsted.

Demokrati i øjenhøjde
Direktør Hans Chr. Jeppesen understreger vigtigheden af at give unge mulighed for at møde demokratiet i øjenhøjde, da dette er et vigtigt aspekt i elevernes dannelsesproces:

For os har det høj prioritet, at vores elever får mulighed for at opleve demokratiet i praksis, stille spørgsmål og udfordre politikerne direkte. Den store opbakning og det høje engagement viser, hvor vigtigt det er at skabe rum for den slags dialog, fastslår direktøren.

Også blandt eleverne var der stor begejstring for arrangementet. Simon Brund, der går i 1.g på HHX oplevede, at valgdebatten gjorde politik mere nærværende og gav nye perspektiver:

Det var et rigtig godt arrangement. Der var mange gode spørgsmål fra eleverne, og jeg synes, politikerne svarede godt. Det gør valget mere virkelighedsnært. Selvom jeg ikke selv har stemmeret endnu, føler jeg, at min stemme bliver hørt – politikerne tvinges til at forholde sig til det, der betyder noget for os i hverdagen, og jeg tænker da, at det også giver dem noget at reflektere over, som de kan tage med sig, lyder det fra Simon.

Valgdebatten satte også refleksioner i gang hos Simon og fik ham til at revurdere sit politiske ståsted:

Jeg har fået et bedre indblik i, hvad partierne står for, og blev positivt overrasket over, hvor meget de lokale politikere går op i os unge. For mig handler det om, hvilket parti der vil føre en politik, der giver mest mening i min nuværende situation, og her har debatten faktisk flyttet min stemme. Før følte jeg mig ret afklaret om et blåt parti, men nu overvejer jeg i stedet et af de røde partier, da repræsentanten derfra fik mig overbevist om, at mine interesser vil blive bedst tilgodeset dér, slutter Simon.

Valgdebatten på EUC Nordvest understregede, at unge gerne vil tage stilling – når de får muligheden.