Dygtig industritekniker
fra EUC Nordvest vinder
ML-prisen 2024
25. oktober 2024
Industritekniker William Kortbæk Saaby, der i august blev færdigudlært fra EUC Nordvest, er blevet tildelt Metalindustriens Lærlingepris 2024. En pris, der én gang årligt tildeles landets dygtigste nyudlærte svende fra metalindustrien.
224 nyudlærte svende har i år været nomineret til Metalindustriens Lærlingepris (ML-prisen), men kun de 25 dygtigste slipper gennem nåleøjet og tildeles den prestigefyldte pris. Blandt dem er altså William Kortbæk Saaby fra Mors, der nu har fået et synligt bevis på, at han er blandt Danmarks dygtigste til sit håndværk.
Faglærer Johnny Munk Pedersen, som har indstillet William til ML-prisen, er utrolig glad for, at også bedømmelsesudvalget har vurderet, at William er en værdig kandidat til prisen.
- William har gennem hele sin uddannelse været uhyret dedikeret. Han er nysgerrig, videbegærlig og lærelysten i en grad, der har inspireret både hans faglærere og medstuderende. Samtidig er han en dynamo, der spreder god, konstruktiv energi omkring sig, hvor end han befinder sig. Williams nysgerrighed på faget, motivation og evner har båret frugt. Under sin uddannelse kvalificerede han sig til DM i Skills, hvor han repræsenterede sit fag på imponerende vis, og senest har han høstet topkarakterer til sin svendeprøve. Jeg kan ikke pege på en bedre repræsentant for industriteknikeruddannelsen end William, og derfor er det også fuldt fortjent, at William er blevet tildelt ML-prisen 2024, fastslår Johnny Munk Pedersen.
Uddannelseschef for Metal og Teknologi, Torben Ladefoged, glæder sig over, at industriteknikerafdelingen endnu engang har fostret en ML-prisvinder.
- Det er nu 6. gang inden for de senere år, at en af vores elever vinder ML-prisen. Det er helt forrygende flot. Det rykker virkelig, når arbejdsgivere og lærerteam i fællesskab spotter talenter og målrettet udvikler dem, så deres potentiale udfoldes fuldt ud. Derfor synes jeg også, at prisen – ud over at være et stort og velfortjent skulderklap til William – er en stor cadeau til lærerteamet i industriteknikerafdelingen. De er meget dedikerede og innovative i deres tilgang, og det skaber resultater, understreger Torben Ladefoged.
William selv er naturligvis både glad og stolt over hæderen:
- Jeg tror faktisk ikke, at det helt er gået op for mig, hvor stort det egentlig er, men jeg er da utrolig glad. Især baggrunden for min nominering betyder meget. For at blive indstillet til prisen, skal man levere på et højt fagligt niveau, men det sociale spiller også ind, og her er jeg virkelig glad og beæret over, at mine klassekammerater har valgt at stemme på mig som ’Klassens kammerat’. Det tror jeg helt sikkert også har haft en positiv betydning for, at faglærerne valgte at indstille mig til prisen. Jeg føler virkelig, jeg har haft bred opbakning - både fra skolen, lærerne og klassekammeraterne, men bestemt også fra Semtek Maskinfabrik, hvor jeg har været i lære. De har virkelig været gode til at bakke mig op og lade mig bruge den nødvendige tid for at kunne deltage i de forskellige konkurrencer, lyder det fra William.
Semtek Maskinfabrik har for længst spottet, at de med William havde et unikt talent mellem hænderne. Derfor blev Williams uddannelsesaftale også udskiftet med en ansættelseskontrakt så snart, svendebrevet var i hus. Således er William i dag blevet fastansat som industritekniker hos Semtek Maskinfabrik.