Kvinderne i flertal på nyt hold af industriteknikere
Industriteknikerfaget har traditionelt været domineret af mænd, men på det nye GF2-hold på EUC Nordvest ser billedet anderledes ud. Her er seks ud af ni elever kvinder.
Når man træder ind på værkstedet hos det nye GF2-hold på industriteknikeruddannelsen på EUC Nordvest, er kønsfordelingen ikke helt, som man måske ville forvente. Seks af holdets ni elever er nemlig kvinder. Det er en usædvanlig fordeling på en uddannelse, hvor mænd traditionelt har været klart i overtal. Og det glæder Torben Ladefoged, uddannelseschef for Metal og Teknologi på EUC Nordvest.
– Vi er først og fremmest glade for, at vi har fået et godt hold elever, som har lyst til faget. Det er da lidt bemærkelses-værdigt, at kvinderne denne gang er i klart flertal. Det er ikke noget, vi ser hver dag på industriteknikeruddannelsen, men vi er kun glade for, at flere kvinder har fået øjnene op for uddannelsen, fortæller Torben Ladefoged.
Interessen for faget er det afgørende
Som industritekniker arbejder man blandt andet med avancerede produktionsmaskiner, programmering og fremstilling af komponenter med stor præcision. Det er et fag, hvor håndværk møder moderne teknologi, automatisering og digital produktion.
– Kvinderne er grundige, nysgerrige og har blik for detaljerne, og det er nogle rigtig gode egenskaber som industritekniker. Det er jo på ingen måde kønnet, men i stedet interessen, motivationen og lysten til at lære, der afgør, om man bliver en dygtig industritekniker, fastslår Torben Ladefoged.
En af de seks kvinder på holdet er Majbrit Mortensen. Hun er uddannet både butiksslagter og social- og sundhedshjælper, men havde gennem flere år overvejet at gå en helt anden vej. Hun ville gerne bruge hænderne, udfordres fagligt og have et arbejde, hvor hun kunne blive ved med at lære nyt. Efter fire års tilløb er hun derfor nu begyndt på industriteknikeruddannelsen.
– Jeg kan godt lide, at man får lov til at nørde med tingene og samtidig producere noget helt konkret. Det handler meget om præcision. Det ene øjeblik sidder man ved computeren og laver en tegning, og det næste står man ude i værkstedet og fremstiller emnet på maskinen. Det er dejligt afvekslende. Jeg havde aldrig rørt en drejebænk, før jeg begyndte på uddannelsen, så jeg var spændt på, hvor svært det ville blive. Men det falder mig faktisk nemmere, end jeg havde regnet med, fortæller Majbrit Mortensen.
At hun har valgt et traditionelt mandsdomineret fag, ser hun ikke som nogen ulempe.
– Som butiksslagter har jeg tidligere arbejdet i en mandeverden, og det ved jeg, at jeg fungerer rigtig godt i. Jeg kan faktisk godt lide, at en skovl er en skovl. Og jeg har kun oplevet positiv interesse fra virksomhederne. Jeg fik praktikplads det første sted, jeg søgte – faktisk har næsten hele holdet deres praktikplads i hus nu, fortæller hun.
Flere skal have øjnene op for industriteknikerfaget
På EUC Nordvest vil man ikke konkludere, at en enkelt holdstart er udtryk for en ny tendens. Men seks kvinder på et hold med ni elever skiller sig alligevel så meget ud, at Torben Ladefoged håber, at holdet kan være med til at nuancere billedet af industriteknikerfaget.
– Vi vil gerne have flere unge til at opdage, hvad industriteknikerfaget faktisk rummer. Og hvis den her gruppe kan være med til at gøre flere unge kvinder nysgerrige på uddannelsen og udfordre nogle af de forestillinger, der stadig kan være om faget, er det kun positivt. For industrien har brug for dygtige faglærte – både mænd og kvinder, slutter Torben Ladefoged.




