Magnus fra EUC Nordvest vinder regionalt Skills-mesterskab for murere

27. oktober 2025

Regionsvinder Magnus Olsen

Efter to intense konkurrencedage kunne Magnus Olsen fra EUC Nordvest, som har læreplads hos Gunnar Clausen, løfte sejrstrofæet som vinder af regionsmesterskabet for murere. Med førstepladsen har Magnus samtidig sikret sig en plads ved DM i Skills, som finder sted til april i Hjørring. Det er dog ikke første gang, Magnus stifter bekendtskab med Skills-konkurencen: Sidste år løb han også med titlen som regional mester, og han har desuden deltaget i flere træningslejre i Skills-regi – et tydeligt bevis på både hans håndværksmæssige talent og store dedikation til faget.

- Jeg er ovenud glad, og jeg glæder mig til endnu en gang at opleve det gode sammenhold, som opstår blandt Skills-deltagerne. Og så er det jo bare fedt at konkurrere inden for det fag, som man brænder for og synes er fedt, slutter Magnus Olsen.

For uddannelseschef Kasper Agerskov Petersen fra Byggeri på EUC Nordvest er Magnus’ sejr en stor inspiration for andre elever.

- Det er en kæmpe præstation af Magnus, og vi er enormt stolte af ham. Jeg synes, det er fedt, at vi har nogle elever som er motiverede for at dygtiggøre sig inden for deres fag, og at de samtidig kan være med til at inspirere andre elever i den retning. I løbet af ugen har flere af vores nye grundforløbselever nemlig spurgt til, hvordan de selv kan kvalificere sig til at komme med i Skills. Så det skaber tydeligvis en positiv kultur her på skolen. Og Magnus viser jo endnu en gang, hvad det betyder at brænde for sit håndværk, og han er en fantastisk repræsentant for EUC Nordvest lyder det fra uddannelseschef Kasper Agerskov Petersen.

De regionale mesterskaber fungerer som kvalifikation til DM i Skills, hvor landets bedste erhvervsskoleelever dyster om at blive Danmarks bedste inden for deres fag.

Foto: Skills-holdet