Nordic Food College starter speciale i fjerkræproduktion
11. september 2025

Med stærk opbakning fra Danpo og producentforeningen bag de danske fjerkræproducenter, åbner Nordic Food College nu op for nye uddannelsesmuligheder inden for en vigtig, men ofte overset, produktionsgren.
Morsø Landbrugsskole på Nordic Food College tager nu det første skridt mod at etablere et speciale i fjerkræproduktion på landbrugsuddannelsens hovedforløb. Initiativet sker i tæt samarbejde med Danpo – der slagter omkring halvdelen af landets kyllinger – samt producentforeningen, som repræsenterer de tilknyttede fjerkræavlere. Sammen ser de et stort behov for at uddanne faglærte medarbejdere til fremtidens produktion.
På skolens nye GF1-hold er temaet ’Fjerkræ’ allerede skudt i gang – eleverne er fx ved at ruge kyllinger ud og får hands-on erfaring med produktionen. GF2-eleverne får samme mulighed, og på hovedforløbet bliver det fremover muligt at tage speciale i fjerkræ under husdyruddannelsen.
Nordic Food College råder selv allerede over både en æglæggende produktion samt faciliteter til udrugning, og skolen planlægger desuden at udvide med et nyt hønsehus i forbindelse med etableringen af et grønt træningsområde. På den måde bliver fjerkræ en integreret del af undervisningen. Herudover vil eleverne naturligvis komme på driftsbesøg i fjerkræbesætninger, så de kan få indblik i hverdagen i en fjerkræproduktion.
- Vi har længe arbejdet på at skabe en uddannelsesvej, der giver vores elever mulighed for at specialisere sig i fjerkræ. Branchen efterspørger faglærte, og vi ligger både geografisk og fagligt stærkt placeret til at løfte opgaven, lyder det fra forstander og uddannelseschef Jonas Lundgren Korsgaard fra Nordic Food College.
Fjerkræproduktionen er en central del af dansk fødevareproduktion, men har ofte stået i skyggen af andre husdyrgrene. Med den nye uddannelsesmulighed bliver fjerkræ nu også en specialeret vej på en dansk landbrugsskole – en satsning, der både skal styrke erhvervet og give eleverne nye karrieremuligheder. Og det er en satsning som både Danpo og producentforeningen hilser velkommen.
- Kyllingen er i hastig vækst og godt på vej til at erobre den danske og globale tallerken. Vi ser derfor kun et øget behov for flere kyllinger i fremtiden, og derfor er det meget glædeligt, at Nordic Food College sætter spot på mere uddannelse inden for denne produktionsgren. Kylling er både velsmagende, sundt og langt mindre klimabelastende end andre kødtyper, og især de unge er med til at drive kyllingens vækst – så vi ser meget frem til, at der også uddannelsesmæssigt rustes op på denne front, så vi forhåbentlig kan se endnu flere dygtige kyllingeproducenter i fremtiden, udtaler Henrik Sørensen, Director of Live Animals i Danpo.