Oplev erhvervsfiskeruddannelsen til DM i Skills i Hjørring
Når DM i Skills løber af stablen i Hjørring den 22.-25. april, kan besøgende opleve erhvervsfiskeruddannelsen fra North Sea College helt tæt på. Her står undervisere og erhvervsfiskerlærlinge klar til at give indblik i et spændende arbejdsliv på havet.
Besøgende får mulighed for at møde to ambitiøse unge, der har valgt vejen som erhvervsfisker-lærlinge, og høre om deres hverdag, uddannelse og fremtidsmuligheder i et erhverv med masser af perspektiver.
– Der er brug for flere og målrettede unge i fiskeriet, og vi håber naturligvis, at DM i Skills kan være med til at åbne øjnene for de mange muligheder, der ligger i den maritime verden, siger Peter Schyum, North Sea College.
DM i Skills er gratis at besøge, og gæster kan opleve erhvervsfiskeruddannelsen torsdag og fredag kl. 8-17 samt lørdag kl. 8-12.
Udover erhvervsfiskeruddannelsen byder DM i Skills på en unik mulighed for at opleve engagerede unge fra hele landet, der brænder for deres fag og konkurrerer om at blive Danmarks bedste inden for deres håndværk.
Erhvervsfiskeruddannelsen kan findes i hal 1.




