Regn, grin og kampgejst til årets dragebådssejlads i Nykøbing
Silende regn kunne ikke tage det gode humør fra eleverne, da Morsø Handelsgymnasium og Business Nordvest fredag samledes til den traditionsrige dragebådssejlads på havnen i Nykøbing.
Regnen betød, at flere af dagens aktiviteter på land måtte udgå, men eleverne lod sig ikke slå ud. De trodsede vejret og kastede sig i stedet ud i kampen på vandet, hvor der blev heppet fra kajen og kæmpet om sekunderne, når holdene satte kurs mod målstregen.
Dragebådssejladsen handler dog om mere end at komme først over målstregen. Dagen er også en anledning til at mødes på tværs af klasser og uddannelser – og hverken regn eller våde sko så ud til at stå i vejen for den gode stemning.
– Det er fedt, at der er dragebådssejlads. Det er noget andet end skole og undervisning, og man kommer sammen på tværs af klasserne. Der er en rigtig god stemning – også selvom vejret kunne have været bedre, fortæller Katrine og Mille fra 2.a på Morsø Handelsgymnasium.
Efter en tæt dyst kunne 2.a fra Morsø Handelsgymnasium løfte Den Gyldne Pagaj som årets vindere af dragebådssejladsen. Også 3.a kunne fejre en sejr, da klassen løb med prisen for dagens bedste udklædning.
Traditionen tro slutter dagen med en fælles fest på Morsø Handelsgymnasium.








