Unge industriteknikere fra EUC Nordvest imponerer ved regionsmesterskab
13. oktober 2025

Der blev dystet på præcision, faglighed og millimeterpræcise detaljer, da EUC Nordvest i denne uge var vært for regionsmesterskabet for industriteknikere. Syv elever fra Techcollege, Mercantec, AARHUS TECH og EUC Nordvest deltog i konkurrencen, hvor niveauet i år var særligt højt.
I kategorien drejning sikrede Kasper Uhrbrand Christensen fra EUC Nordvest – der har læreplads hos Møllers Machining – sig en førsteplads, mens Casper Andersen fra Techcollege vandt i fræsning. EUC Nordvests anden deltager, Sebastian Krog, der er i lære hos Semtek Maskinfabrik, leverede ligeledes en toppræstation og var kun en hårsbredde fra at tage sejren i fræsning.
Begge EUC Nordvest-elever er kun på deres 2. hovedforløb, mens størstedelen af konkurrenterne nærmer sig svendeprøven. Alligevel gik de ambitiøst til opgaven og konkurrerede på lige fod med nogle af landsdelens mest erfarne unge industriteknikere – og med imponerende resultater.
- Det er to fantastiske drenge. De er meget motiverede, fulde af energi og møder altid opgaverne med et enormt engagement. De investerer en stor del af deres fritid i at dygtiggøre sig, og de har virkelig hjertet med i det. Samtidig er de gode kammerater, der bidrager positivt til sammenholdet i afdelingen. I det hele taget er der i vores afdeling opstået en stærk kultur, hvor man gerne vil være dygtig – og det smitter, fortæller faglærer Johnny Munk Pedersen fra industriteknikerafdelingen.
Han glæder sig over, at den kultur også afspejler sig i resultaterne. Den begejstring deler uddannelseschef Torben Ladefoged, som ser de flotte præstationer som et udtryk for en stærk og vedholdende faglighed i afdelingen.
- At to elever på det niveau allerede nu kan blande sig helt i toppen, er virkelig imponerende. Vores industriteknikerafdeling leverer flotte resultater år efter år. Det er nu femte år i træk, vi har en industriteknikerelev med til DM i Skills, og det siger meget om fagligheden og engagementet hos både undervisere og elever, fastslår uddannelseschef Torben Ladefoged fra Metal og Teknologi på EUC Nordvest.
Regionsmesterskabet fungerer som kvalifikation til DM i Skills 2026, hvor landets dygtigste elever mødes for at konkurrere om titlen som Danmarks bedste inden for deres fagområde. Således venter der Kasper Uhrbrand Christensen hård konkurrence, når han til april sætter kursen mod Hjørring til DM i Skills. Det tager han dog i stiv arm.
Jeg glæder mig. Det bliver en oplevelse, og det giver nogle gode muligheder. Jeg glæder mig til at komme ud og være en del af det. Og til at komme ud at lege med ”de store drenge” – det bliver fedt, slutter Kasper Uhrbrand Christensen.
Foto: Sebastian Krog og Kasper Uhrbrand Christensen