Vagtskifte i Transportafdelingen
EUC Nordvest justerer ledelsesansvaret i Transportafdelingen i Thisted. Ændringen sker som led i en planlagt intern rokade.
Pr. 1. marts overtager uddannelseschef Kasper Agerskov Petersen ledelsen af Transportafdelingen. Han har i forvejen ansvaret for erhvervsuddannelserne inden for byggeri, der – ligesom transportuddannelserne – er placeret på Bjørnevej. Med den nye fordeling samles ledelsesansvaret for aktiviteterne på adressen hos én uddannelseschef.
Ændringen hænger sammen med, at uddannelseschef Mona Søe permanent overtager ledelsen af de merkantile erhvervsuddannelser inden for detail, handel og kontor. Stillingen har det seneste år været vakant, og Mona Søe har i perioden varetaget funktionen midlertidigt. Hun fortsætter samtidig som leder af kursuscentret.nu, der planlægger og koordinerer skolens AMU-aktiviteter – herunder på transportområdet.
– Transportafdelingen står på et solidt fundament, og det ændrer vi ikke på. Der er tale om en planlagt justering af ledelsesopgaverne i forlængelse af, at vi nu har en permanent løsning for de merkantile uddannelser. Ledelsesansvaret er dermed fast forankret, og vi har en langsigtet løsning for de berørte uddannelsesområder, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen.
I overgangsperioden frem til 1. april vil Mona Søe bidrage til at sikre en stabil og kontrolleret overdragelsesproces uden påvirkning af den daglige drift.
Som led i organisationsændringen er Tanja Reimer Dybdal ansat som uddannelseskoordinator for Byggeri og Transport. Hun får fuldt fokus på den daglige planlægning og koordinering af aktiviteterne i de to afdelinger og bliver et centralt omdrejningspunkt for kursusafvikling og planlægning.




