Home 5 Nyheder 5 Vejret ændrede planerne for dragebådssejladsen i Thisted
28 aug, 2026

Vejret ændrede planerne for dragebådssejladsen i Thisted

Traditionen tro dannede Thisted Havn rammen om den årlige dragebådssejlads for elever fra Thisted Handelsgymnasium, Teknisk Gymnasium Thisted og EUC Nordvests erhvervsuddannelser. I år dog med et lille twist.

Sejladsen var egentlig planlagt til fredag, men da vejrudsigten varslede voldsomt vejr, som ville have sat en stopper for arrangementet, blev planerne ændret i sidste øjeblik. Heldigvis gik det hele op, og dragebådene kunne i stedet sættes i vandet allerede torsdag.

Selvom vinden også bed fra sig torsdag, var der både højt humør og masser af kampgejst på havnen. Der blev kæmpet om sekunderne på vandet og dystet i forskellige aktiviteter på land, mens kreative udklædninger traditionen tro satte deres præg på dagen.

Det var 3.g-klassen X24 fra HTX, der roede sig til en overlegen sejr og dermed kunne kåres som årets vindere af dragebådssejladsen.
Selvom selve sejladsen måtte rykkes, holder resten af programmet fast i den oprindelige plan. I dag, fredag, rundes årets arrangement af med en fælles fest for eleverne.

Og dragebådene får ikke lov at ligge stille længe. I næste uge går det løs igen, når elever fra EUC Nordvests uddannelser i Nykøbing tager hul på deres egen dragebådssejlads.