Varighed

4 - 4,5 år

Opstart

18. januar 2021

Økonomi

SU og elevløn

Adgangskrav

Bestået 9. eller 10. klasse med min. 02 i dansk og matematik.

Skolepraktik

Mulighed for skolepraktik via samarbejdsskole

EUX

Vi tilbyder EUX på GF1 og GF2

UDDANNELSEN

På anlægsgartneruddannelsen finder du alle os, der kan lide at se ting blomstre og gro. Os med en veludviklet kreativ sans, os som er mestre i formgivning, som har god sans for detaljer, og som synes, at det er ret fedt, at vi kan arbejde i det fri og bidrage til at forskønne omgivelserne.

Arbejdet som anlægsgartner er alsidigt. Den ene dag er man måske i gang med at etablere et bytorv, en park eller en privat have, mens andre dage primært handler om vedligeholdelse eller restaurationsopgaver. Arbejdsopgaverne tæller således alt fra planlægning og skitsering af anlægsopgaver til beplantning af bede og fliselægning i flotte mønstre. Vælger du anlægsgartneruddannelsen skal du være praktisk anlagt, have blik for det visuelle, være god til at bruge hænderne og – ikke mindst – skal du kunne trives med hårdt fysisk arbejde under åben himmel.

GF+

Er det flere år siden, at du sidst har siddet på skolebænken? Er du i tvivl om hvilken erhvervsuddannelse, der er det bedste match for dig? Og/eller har du behov for at få finpudset dine kompetencer, inden du kaster dig ud i en ny uddannelse? Så er GF+ et rigtig godt sted at starte.

GF+ er et introforløb af 10 ugers varighed, der giver dig et godt indblik i de mange muligheder inden for erhvervsuddannelserne. Her får du mulighed for at få afprøvet dine interesser og evner inden for en udvalgt fagretning, få genopfrisket velkendte skolefag som dansk og matematik samt blive introduceret til relevante erhvervsfag som for eksempel arbejdspladskultur,  faglig kommunikation og praktikpladssøgning. Alt sammen noget, der klæder dig rigtig godt på til en god start på din erhvervsuddannelse.

Du kan vælge mellem følgende fagretninger på GF+:

  • Teknologi, Byggeri og Transport
  • Nordic Food College (Morsø Landbrugsskole og Culinary)
  • Business

GF1

Grundforløb 1 (GF1) er et introducerende forløb af 20 ugers varighed. Her får du lov til at snuse til alle fagområder inden for fagretningen ’Fødevarer, Jordbrug og Oplevelser’. Så uanset om du drømmer om at blive landmand, ernæringsassistent, anlægsgartner, gourmetslagter, dyrepasser, bager og konditor, gartner, tjener eller gastronom, vil du blive introduceret til faget i løbet af GF1.

Vi arbejder tværfagligt med temaer som ’Mark og måltid’, ’Mejerigtig’ og ’Smag og oplevelser’, men du vil også få lov at fordybe dig ekstra meget inden for netop det fag, som du brænder allermest for. Én ting er sikkert: GF1 på Nordic Food College giver dig et unikt indblik i og oplevelser med hele værdikæden, fra de første afgrøder lægges i jorden, til den færdige ret serveres på tallerkenen. Du bliver, med andre ord, rigtig godt klædt på til at tage dit endelige valg af uddannelse.

 

GF2

Grundforløb 2 (GF2) er et grundforløb af 20 ugers varighed, målrettet den uddannelse du har valgt. På anlægsgartneruddannelsen kommer du til at lære om forskellige planter og deres egenskaber, du lærer om anlægsteknikker, om at skitsere og anlægge grønne områder, om jordbundsforhold, vand og næring. Og så lærer du selvfølgelig også at betjene de maskiner og redskaber, du skal bruge i dit arbejde. Herudover skal du have nogle almene grundfag som matematik og biologi. En del af grundforløbet bruger vi på projektforløb, hvor du får lov at arbejde i praksis med udvalgte temaer. Det kan fx være anlæggelse af urtehaver, stier, fliseterrasser, bede og beplantning af træer m.m. Der venter dig, med andre ord, et spændende og alsidigt grundforløb, der vil ruste dig godt til at komme i lære, når du starter dit hovedforløb.   

Hovedforløb

Så er det nu, at det for alvor bliver sjovt. Det er nemlig blevet tid til at vælge speciale. På anlægsgartneruddannelsen kan du vælge mellem følgende specialer:

  • Anlægsteknik
  • Plejeteknik

Morsø Landbrugsskole udbyder ikke specialerne, så du skal færdiggøre den sidste del af din uddannelse på en anden skole. Hvis du vil vide mere om, hvad de to specialeretninger indeholder, skal du derfor søge information om det på den skole, du ønsker at færdiggøre din uddannelse på. Vi kan dog godt afsløre så meget, som at uanset hvilken skole du vælger, så vil dit hovedforløb komme til at veksle mellem praktikperioder og skoleophold, så du kommer i dybden med dit fag i både teori og praksis.

 

Uddannelsens opbygning

En erhvervsuddannelse består af to grundforløb og ét eller flere hovedforløb. Grundforløbene foregår primært på erhvervsskolen, mens hovedforløbene veksler mellem virksomhedspraktik og skoleophold. Størstedelen af dit hovedforløb tilbringer du dog i virksomhedspraktik.

Hvor lang tid din uddannelse samlet set tager afhænger af dit valg af uddannelse, trin og speciale, samt om du starter din uddannelse på GF1 eller GF2.

EUX

Vil du gerne sparke døren ind til endnu flere fremtidsmuligheder, kan du vælge at tage din erhvervsuddannelse som EUX. Med en EUX kombinerer du din erhvervsuddannelse med en række fag på gymnasialt niveau, svarende til en HF. Det giver dig en erhvervsfaglig studentereksamen, og med dén i hus, har du virkelig stærke kort på hånden. Du vil nemlig både kunne starte direkte i job som faglært inden for din branche, og du vil kunne søge ind på en akademiuddannelse eller videregående uddannelse. Valget er dit!

Som udgangspunkt bliver din uddannelse forlænget med min. et halvt år, hvis du tager den som EUX.

Skolepraktik

Skolepraktik er for dig, der ved afslutningen af dit grundforløb endnu ikke har fundet en læreplads. Her har skolen mulighed for at tilbyde egnede elever optagelse i skolepraktik efter ansøgning.

Skolepraktik er en kombination af undervisning på skolen og virksomhedsforlagt praktik, hvor du, under tilsyn fra skolen, bliver oplært i en virksomhed. Målet er naturligvis at få dig videre i en ordinær uddannelsesaftale, og derfor skal du også være praktikpladssøgende under skolepraktikken. Som udgangspunkt vil du skulle starte i skolepraktik én måned efter, at du har afsluttet dit grundforløb.

EUC Nordvest udbyder skolepraktik på følgende uddannelser:

  • Klejnsmed
  • Industritekniker
  • Personvognsmekaniker
  • Tømrer
  • Murer
  • Ernæringsassistent
  • Kontoruddannelsen m. specialet ’Administration’

Er det en af de øvrige erhvervsuddannelser, du har valgt, henviser vi dig til en af vores samarbejdsskoler, så du kan starte i skolepraktik dér. De fleste Grundforløb 2 giver adgang til skolepraktik-uddannelse på en erhvervsskole.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte praktikcenterleder Torben Ladefoged på telefon 30 10 65 72 eller via mail tla@eucnordvest.dk. Du kan også finde information om skolepraktik på Undervisningsministeriets hjemmeside: www.uvm.dk  samt på Uddannelsesguiden: www.ug.dk.

Praktikplads

Jordbrugsområdet er ét af de områder, hvor der er masser af praktikpladser. Faktisk har vi gennem de seneste 3-4 år ligefrem haft landbrugsvirksomheder på venteliste til vores elever - og det er ikke en tendens, der ser ud til at ændre sig foreløbig.

Har du brug for hjælp til at finde en god praktikplads, står vi naturligvis til rådighed. Vi kan både være behjælpelige med en liste over steder, som vi ved mangler en elev, ligesom vi gerne deler ud af tips og gode idéer til din ansøgning, gode råd i forbindelse med ansættelsessamtaler osv.
Vi er knivskarpe på, hvad der skal til for at få praktikpladsen i hus, og vi er – sagt i al beskedenhed – supergode til at lande uddannelsesaftaler med det lokale erhvervsliv.

Så læg vejen forbi vores kontor, giv os et kald eller send os en mail – så skal vi nok smøge ærmerne op og hjælpe dig godt på vej.

Louise Kuhn, Uddannelsessekretær, tlf. nr.: 3010 6531 
E-mail: lok@eucnordvest.dk / Send sikker mail til: eucsikkermail@eucnordvest.dk

Jonas Lundgren Bach Korsgaard, Forstander og uddannelseschef 
Tlf. nr.: 3010 6530 / E-mail: jk@eucnordvest.dk

For information om elevforhold og lønninger

Klik hér

Brobygning 8. - 9. - 10. klasse

Som brobygningselev på Morsø Landbrugsskole får du en spændende og lærerig introduktion til jordbrugsuddannelserne. Drømmer du om at blive landmand, dyrepasser, anlægsgartner eller gartner, er du således kommet til helt rette sted.

Vi tilbyder både brobygningsforløb af en enkelt dags varighed og mere intensive forløb af flere dages varighed. Fælles for alle forløb er, at du vil få en god introduktion til landbrugsskolen og de uddannelser, vi udbyder.  

Vi har mange spændende ting på paletten til vores brobygningselever, fx:  

  • Fodring af dyr på skolelandbruget 
  • Indblik i arbejdet med husdyr (kvæg og svin) 
  • Læring om planter og jordbund 
  • Stifte bekendtskab med grøntsagsproduktion 
  • Køre traktor 
  • Lave værkstedsarbejde 
  • Lægge fliser 
  • Gårdbesøg (kun for brobygning af min. 5 dages varighed) 

Hvor mange forskellige områder, du kommer til at opleve - og hvor meget vi kan gå i dybden med de enkelte ting - afhænger naturligvis af, hvor lang tid du er i brobygning hos os. 

Husk 

Du skal huske at medbringe praktisk tøj og fodtøj, der kan tåle at blive beskidt. Vi kommer til at opholde os en del udendørs, så medbring tøj, der passer til vejret. Husk også skiftesko til indendørs brug. 

Mødetid 

Du er i brobygning fra 8.45 – 13.20 alle dage, undtaget fredag hvor du får fri 12.40. 

Forplejning 

Vi byder på formiddagskaffe den første dag, men herudover skal du selv medbringe en madpakke eller købe mad i spisesalen. Bemærk at vi er en kontantfri skole, så betaling skal ske via MobilePay. 

Kostskolen

Kunne du tænke dig at bo dør om dør med dine kammerater, mens du tager din uddannelse på Nordic Food College? Trænger du måske til at komme lidt hjemmefra og prøve at stå på egne ben? Eller synes du bare, at du har ALT for lang transporttid mellem skole og hjem? Så er et værelse på kostskolen formentlig den perfekte løsning for dig.

På kostskolen kommer du til at bo på et 2-mands værelse med eget bad og toilet, og herudover får du:

  • Fuld kost og logi
  • Internetadgang
  • Hjælp til lektierne, hvis du har behov for det
  • Socialt samvær og fællesskab
  • Adgang til vores idrætshal, motionsrum, beachvolleybane, bordtennis, bordfodbold og poolbord
  • Adgang til værkstedet, hvor du kan makke med din cykel, knallert eller bil m.m.
  • Mulighed for at opstalde din hest og benytte vores ridebane
  • Mulighed for at deltage i masser af aktiviteter som skydning, kajak og mountainbike m.m.
  • Skøn natur lige uden for døren – og kun 2 km. til nærmeste strand

Når du bor på kostskolen skal du tage del i de daglige gøremål, som fx at fodre gårdens dyr, hjælpe til med at dyrke og høste afgrøderne og anrette måltider. Men bare rolig…der er stadig masser af tid til hygge og spas.

Priser og betingelser

Læs mere om priser og betingelser

Undervisnings[-]planer

Uddannelsesforløb

Det er mindre end 2 år siden, jeg gennemførte 9. eller 10. klasse

Grundforløb (40 uger)
Praktik 
Skole 
Praktik 
Skole 
Praktik 
Skole 
Praktik 
Skole 
Grundforløb
Skole
Praktik

Hvis det er mere end 2 år siden, du har gennemført 9. eller 10. klasse, eller er du fyldt 25 år, kan du kontakte skolens vejledere i Stifinder Vejledning. Vejlederne kan give dig mere information om, hvordan dit forløb vil se ud. 

Studiemiljø

Som elev på Nordic Food College bliver du en del af et fedt studiemiljø, hvor du er omgivet af masser af andre unge fra skolens forskellige uddannelser. Her hygger eleverne fra Morsø Landbrugsskole og Culinary sig på tværs af uddannelser, klasser og årgange.

Mange af vores elever bor på kostskolen, hvilket giver rig mulighed for, at man kan hygge sig sammen både i og uden for skoletid. Det gælder både i forhold til de daglige pligter på skolen, hvor I bl.a. skal hjælpe med at fodre gårdens dyr og kreere aftensmaden i køkkenet, men det gælder i høj grad også, når programmet alene står på hyggeligt samvær med diverse fritidsaktiviteter, fester, bålhygge, et slag billard eller bordfodbold, og når der arrangeres ture ud af huset. Dét at vi alle bor, spiser og lærer sammen giver et ualmindelig stærkt sammenhold og et godt fællesskab.

På studieture har du i dén grad udsigt til at få én på opleveren, når vi kombinerer faglig og personlig udvikling med gode, mindeværdige oplevelser. Vi kommer ud af klasselokalerne og oplever, hvad der sker ude i virkeligheden, og vi oplever hinanden på en ny måde i nye sammenhænge. Noget  der i dén grad er med til at skabe sammenhold og styrke kammeratskabet. Studieturene spænder over hele paletten fra dagsbesøg i spændende virksomheder, over et 3-dages ophold i København og til en uges studierejse til udlandet.

EUC Nordvest 1 07666

Der er meget afveksling i opgaverne som anlægsgartner. En spændende opgave for mig er, hvis den er teknisk udfordrende. Jeg kan godt lide, at man skal tænke lidt over, hvordan man løser en opgave.

Esben Krogh Jensen, anlægsgartnerelev

 

KARRIEREMULIGHEDER

Som faglært anlægsgartner kan du tage arbejde i alle virksomheder – offentlige som private – der har brug for medarbejdere, der kan kreere visuelt smukke og funktionelle oaser i bybilleder, på private ejendomme og i det offentlige rum generelt. Det kan fx være som ansat i et anlægsgartnerfirma, hvor du kan have arbejdsopgaver som at skulle anlægge og vedligeholde private haver og virksomheders udendørsarealer, eller udføre belægningsarbejde på terrasser, i indkørsler og på virksomheders P-områder. Det kan også være, at du bliver ansat hos kommunen, hvor det måske er store bytorve og parker, der skal anlægges og vedligeholdes, eller måske vælger du ligefrem at etablere dig med egen virksomhed. 

Det kan også være, at du ikke føler, at du er helt færdig med at være på skolebænken? Så kan du jo i stedet vælge at uddanne dig til fx jordbrugsteknolog, eller du kan måske kaste dig over en professionsbachelor og uddanne dig til have- og parkingeniør eller skov- og landskabsingeniør. Uanset hvilken vej du går, er én ting sikkert: Din anlægsgartneruddannelse er et stærkt kort at have på hånden.

 

 

EUC Nordvest 1 07517