Østers fra Limfjorden m. citron

(udviklet af Glyngøre Shellfish)

Hvordan åbner man østers?

Det at skulle åbne østers kan i sig selv afholde mange fra at servere dem. Hvordan får man de to skaller fra hinanden uden at smadre både skal og østers – og uden at smide dem i bålet som stenaldermanden?

Det kræver en smule øvelse. Men så er det heller ikke sværere. Køb dig en god østerskniv og kast dig ud i det. En anbefaling skal dog nævnes her. Hold fast om østersen i et viskestykke, når du sætter kniven i. Kniven kan meget nemt smutte, og gør den det, så havner den skarpe kniv oftest lige i håndfladen. Østersen er også i sig selv lidt ru og skarp og kan skære lidt i hånden. Det er en rigtig kedelig begyndelse på et vidunderligt måltid.

Trin for trin

  1. Læg østersen i et viskestykke. Tag et godt greb om den. Nogle ligger den på bordet for at have bedre styr på den, men det er en dårlig arbejdsstilling.
  2. Find hængslet – altså lukkemusklen. Den sidder i den spidse ende af østersen.
  3. Stik kniven forsigtigt ind, vrid den lidt så den kommer ind i musklen.
  4. Vrid kniven fra side til side, og østersen åbner sig.
  5. Tør kniven fri for små skalrester i viskestykket.
  6. Skær østersen fri fra ‘låget’ og skær den fri fra musklen i bunden, så østersen ligger løst i skålen.
  7. Duft som rutine til hver østers, du åbner.
  8. Fjern små skaldele, inden du serverer.

Husk at åbne dem, kort tid inden du skal bruge dem. Østers er et levende, frisk dyr. Har du inviteret gæster til østers, kan du jo åbne et par stykker, inden gæsterne kommer, så din teknik lige er gennemprøvet, og østersen er vurderet og prøvesmagt. Så er det en hyggelig og festlig måde at begynde et måltid med at åbne østers.

Til denne ret kan du tilføje en skive citron. Men det er faktisk kun fantasien som sætter grænser når det kommer til kombinationsmulighederne med rå østers.

Østers