EUC Nordvest søger kontorelev med speciale i økonomi
Har du flair for tal, økonomi og IT? Kan du se dig selv jonglere med debet, kredit og balancer? Og drømmer du om at kickstarte din karriere i en dynamisk og innovativ organisation med spændende udviklingsmuligheder? Så er du måske præcis dén, vi leder efter.
Vi søger en dygtig økonomielev til vores administrative afdeling på Kronborgvej i Thisted.
Som økonomielev bliver du en del af skolens økonomi- og lønafdeling, hvor du kommer til at spille en vigtig rolle i udførelsen af de mange opgaver, afdelingen varetager. Du vil opleve, at du fra dag ét får ansvar og faste arbejdsopgaver, og du får lov at prøve kræfter med mange forskelligartede opgavetyper inden for det økonomiske fagområde. Vi tager tingene i dit tempo og fylder stille og roligt på i takt med, at du lærer og bliver dygtigere.
Du vil bl.a. komme til at beskæftige dig med:
- Bogholderifunktioner
- Kreditorer
- Salgsfakturering
- Bankafstemninger
- Lønadministration
- Projektregnskaber
- Årsregnskab
Du vil også blive tilknyttet skolens reception, så der er tale om en alsidig stilling, hvor du kommer til at veksle mellem mange forskellige opgaver og funktioner. Du kommer til at indgå i et erfarent team på fire medarbejdere, og du vil naturligvis få en grundig oplæring i alle arbejdets facetter, så du er godt rustet til at løfte dine opgaver.
Vi tilbyder
- En spændende uddannelse med gode karrieremuligheder
- En alsidig hverdag med mange forskelligartede arbejdsopgaver
- Et godt arbejdsmiljø med gode og engagerede kollegaer
- Et stærkt netværk i en spændende organisation, der beskæftiger ca. 230 medarbejdere
Vi forventer
Ud over at du skal have gennemført det kompetencegivende studieforløb på EUX eller tilsvarende, skal du have en passion for at arbejde med tal og IT. Herudover lægger vi vægt på:
- At du er udadvendt, servicemindet og kan lidt at samarbejde med mange mennesker
- At du arbejder struktureret og har øje for detaljen
- At du er nysgerrig på at lære nyt
- Trives med både nye udfordringer og rutineopgaver
- Kan arbejde både selvstændigt og i teams
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse den 11. august 2025.
Aflønning sker i henhold til gældende bestemmelser og aftaler med Medarbejder- og kompetencestyrelsen under Finansministeriet. Vi opfordrer alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 9. marts 2025.
Vi afholder samtaler løbende i ansøgningsperioden og forbeholder os retten til at ansætte, når vi finder det rette match. Vi anbefaler derfor, at du sender os din ansøgning hurtigst muligt.
Din ansøgning skal sendes digitalt til os. Vær opmærksom på, at linket åbner i et nyt vindue, hvor du kan vedhæfte dokumenter. Emnefeltet er på forhånd defineret med teksten Job2503. Send ansøgning her.
Yderligere information
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Laila Holm Vesterby på telefon 92 72 98 51 eller via mail: lhv@eucnordvest.dk.