EUC Nordvest søger underviser til matematik 

på Thisted handelsgymnasium
og business nordvest

Har du en passion for Pythagoras, tredjegradsligninger, sandsynlighedsregning og andre centrale matematiske begreber? Og har du lysten til at inspirere unge nysgerrige elever med din viden og gøre en forskel i klasselokalet? Så er det måske dig, vi er på udkig efter.

Thisted Handelsgymnasium og Business Nordvest har i forvejen et stærkt team af dygtige og engagerede lærere, som vi nu ønsker at supplere med en underviser i Matematik.

Vores tilgang til faget
Matematik er et vigtigt fag både på Thisted Handelsgymnasium og på Business Nordvest. På HHX skal alle elever have Matematik på B-niveau, og på Business Nordvest er faget et vigtigt tilvalg for mange af EUX-eleverne.

Vi udbyder også Matematik på A-niveau, da nogle af vores elever ønsker at søge ind på specifikke, videregående uddannelser, hvor det er et krav, at de har bestået Matematik A.

Vi prioriterer, at den daglige undervisning veksler mellem klasseundervisning, gruppe- og projektarbejde samt selvstændigt arbejde, så vi sikrer, at eleverne har en varieret og engagerende læringsoplevelse.

Vi har et skarpt tværfagligt perspektiv i undervisningen, så vores elever får en god forståelse af, hvordan matematiske begreber og metoder anvendes i forskellige kontekster og sammenhænge. Det giver eleverne en bedre forståelse for de enkelte fags relevans og bidrager til en mere anvendelsesorienteret tilgang til de enkelte fag.

Om dig
Vi søger dig, der er dedikeret og passioneret omkring dit fag, og som motiveres af at skabe positive forandringer i vores elevers faglige læringsniveau. Du må gerne være en fagnørd, der har lysten til at opbygge stærke relationer til de unge og inspirere dem til at nå deres fulde potentiale.

Du har en relevant kandidatgrad. Har du hertil kompetencer inden for et andet fag, der er relevant for den merkantile studentereksamen, er det kun et plus. Undervisningskompetence er en fordel, men ikke et krav.

Vi lægger vægt på, at du kan bidrage til det tværfaglige samarbejde og ønsker at deltage aktivt i øvrige skolerelaterede aktiviteter.

Kan du byde ind med ovenstående? Og føler både du og vi, at vi er det rette match? Så bliver det måske dig, der bliver en del af vores fantastiske team, og som kan se frem til en spændende, udfordrende og alsidig hverdag med fart over feltet.

Om os
EUC Nordvest tilbyder en bred vifte af uddannelsesmuligheder inden for tekniske og merkantile erhvervsuddannelser (EUD/EUX), tekniske og merkantile gymnasiale uddannelser (HTX/HHX), maritime uddannelser, arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) samt øvrige efter- og videreuddannelser (VEU). De forskellige uddannelser har tilsammen ca. 1.400 årselever, mens kursuscentret servicerer ca. 7.500 kursister på årsbasis. EUC Nordvest har afdelinger i Thisted, Nykøbing Mors, Fjerritslev og Thyborøn og beskæftiger ca. 250 medarbejdere.

Du bliver en del af et team på ca. 40 dygtige og engagerede medarbejdere. 

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på deltid og du kan forvente en beskæftigelsesgrad på 70% – med mulighed for ekstra timer i forbindelse med et barselsvikariat.

Tiltrædelse: Pr. 1. august 2024.

Aflønning sker i henhold til gældende bestemmelser og aftaler med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Finansministeriet. Vi opfordrer alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest.

Ansøgning
Ansøgningsfristen er søndag d. 30. juni 2024. Vi afholder dog samtaler løbende i ansøgningsperioden og forbeholder os retten til at ansætte, når det rette match opstår. Vi opfordrer derfor til, at du sender os din ansøgning hurtigst muligt.

Din ansøgning skal sendes digitalt til os. Vær opmærksom på, at linket åbner i et nyt vindue, hvor du kan vedhæfte dokumenter. Emnefeltet er på forhånd defineret med teksten Job2423. Send ansøgning her.

Yderligere information
For yderligere information er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Lene Kjelgaard Jensen tlf. 2426 5250 eller på mail lkj@eucnordvest.dk

HHX Thisted01