Guldmedalje til ernæringsassistentelev fra Nordic Food College
21. juni 2024
Anne Marie Eliassen Nielsen kunne smile ekstra stort efter sin svendeprøve på ernæringsassistentuddannelsen på Nordic Food College. Her blev der nemlig kastet yderligere glans over festlighederne, da det blev afsløret, at Anne Marie var tildelt en guldmedalje for sin indsats under uddannelsen og samtidig fik årets ’Kammeratskabspris’.
Fire nyuddannede ernæringsassistenter, fra Nordic Food College, kunne i denne uge fejre en veloverstået svendeprøve og deres nye status som ’faglært’. Anne Marie Eliassen Nielsen, Ina Toft Gregerne, Tatiana Komarova og Xenia Vinckx Otteskov Gissel præsterede alle flot til deres svendeprøve, hvor de blev testet i deres evne til at lave sund, flot og velsmagende mad til tre forskellige målgrupper: Ældre småtspisende, vegetarer i børnehave og raske voksne. Det kom der flere spændende og lækre retter ud af, og alle fire elever kunne efterfølgende poppe champagnen og glæde sig over, at ernæringsassistentuddannelsen nu er i hus.
Velfortjent hæder
Én af de fire ernæringsassistenter, Anne Marie Eliassen Nielsen, leverede en præstation, der
– sammenlagt med hendes øvrige indsats under hele uddannelsen – kvalificerede hende til en ekstra anerkendelse i form af en guldmedalje.
- Guldmedaljer er på ingen måde noget, der bliver uddelt i flæng. Tværtimod skal man levere en indsats ud over det sædvanlige for at få tildelt den eftertragtede hæder. Anne Marie opnåede karakteren 12 til svendeprøven, hvor hun illustrerede, hvordan man kan motivere børn til at spise sundt og uden kød. Alle råvarer blev udnyttet kreativt og til fulde, og hun demonstrerede et yderst grundigt kendskab til anbefalingerne for børn og normalkost generelt. Så det er meget velfortjent, at hun har fået guldmedalje, og vi er pavestolte af hende. At en elev får guldmedalje er også et indirekte skulderklap til vores dygtige undervisere, og så er det - ikke mindst - et stort cadeau til Anne Maries læreplads, Ældrecenter Åbakken i Hurup. De har i dén grad taget læringsopgaven på sig og har indfriet den til fulde, lyder det fra uddannelsesleder Mette Skydt Jensen fra Nordic Food College.
Det er dog ikke kun fagligt, at Anne Marie Eliassen Nielsen har gjort sig bemærket. Hendes klassekammerater havde nemlig indstillet hende til Kost- og Ernæringsforbundets Kammeratskabspris med følgende begrundelse:
Anne Marie er altid hjælpsom og god til at dele sine erfaringer – også uden at være dømmende. Hun er altid glad og positiv og deltager aktivt i timerne. Hun viser overskud og er altid klar med en hjælpende hånd til både praktisk og teoretisk, og så virker hun aldrig nervøs.
Det var en glad og overvældet, nyudklækket ernæringsassistent, der lod sig hædre.
- Det var jo slet ikke noget, jeg havde forventet. Jeg er glad og også virkelig stolt af mig selv. Samtidig er jeg også fuldt bevidst om, at både min læreplads og kollegaerne dér, mine undervisere og medstuderende har en stor andel i det her – jeg kunne ikke have gjort det uden dem, fastslår Anne Marie.
Anne Marie Eliassen Nielsen har fortsat to måneder tilbage af sin læretid på Ældrecenter Åbakken. Hvad fremtiden bringer ved hun endnu ikke. Hun trives på ældrecentret og vil gerne blive der, hvis det er muligt, men hun er absolut også åben for nye udfordringer, hvis de byder sig.