Årets første studenter fra Thisted Handelsgymnasium har nu fået hue på
17. juni 2025

I disse dage er der pyntet op med roser og serpentiner i fællesarealerne på Thisted Handelsgymnasium, for årets første studenter er i dag blev fejret af deres familier.
Inden længe kan studenterhuerne spottes rundt omkring i gadebilledet, når de mange studenter skal ud for at vise deres nye huer frem. På Thisted Handelsgymnasium faldt dagen for årets første studenter i dag, hvor de tre elever, Sebastian Brinch Jørgensen, Viktor Enevold Sørensen og Kristian Hvid Kjær, blev fejret af deres familier med bobler, kransekage og alverdens lækkerier. Sebastian Brinch Jørgensen er årets første student på Thisted Handelsgymnasium.
Alle tre studenter er Team Danmark-elever, og derfor bliver de studenter en uge før de andre 3.g-elever på handelsgymnasiet. De har taget deres studentereksamen over fire år, så de har kunne passe deres skolegang og være elitesvømmere på samme tid. Elevernes tidligere svømmetræner, Mads Bjørn Hansen fra Thisted Svømmeklub, har taget den lange tur fra København til Thisted for at se eleverne få hue på. Gennem deres fire år på handelsgymnasiet har eleverne af og til taget deres terminsprøver, mens de har været til svømmestævner, hvor Mads har været vagt. Dét samarbejde har handelsgymnasiet værdsat højt, understreger uddannelseschef Lene Brix Kjelgaard Jensen.
- Det er en dejlig tid, vi går ind i nu, hvor de første studenter klækker ud. Efter tre – og for disse elever fire – år, hvor vi har set dem udvikle sig både fagligt og menneskeligt, er det stort at se dem få deres hue på og blive fejret af deres familier. Vi glæder os til at se mange flere glade studenter i den kommende uge, slutter uddannelseschef Lene Brix Kjelgaard Jensen.