euc nordvest tager tilløb til markant co2-reduktion

22. december 2022

Hans Chr. Jeppesen Og Jens Wilhelm Jørgensen Præsenterer Medarbejderne For Analyseresultaterne

EUC Nordvest har igangsat et storstilet affaldshåndteringsprojekt, ’Grønt Aftryk’, som alene på hovedafdelingen på Kronborgvej i Thisted forventes at kunne nedbringe CO2-aftrykket med ca. 30%. I første omgang er det netop afdelingen på Kronborgvej samt byggeriafdelingen på Bjørnevej, der fokuseres på, men planen er, at de nye affaldshåndteringsprincipper skal udbredes i hele organisationen.

’EUC Nordvest – vi uddanner til fremtiden’, lyder et velkendt tagline fra EUC Nordvest. Og når man uddanner til fremtiden, ja så kommer man ikke uden om, at den er grøn.

- Vores elever kommer i deres fremtidige jobs til at skulle begå sig på arbejdspladser, hvor der er et stærkt stigende fokus på miljø, bæredygtighed og grønne løsninger. Den fremtid bliver de klædt på til hver eneste dag på deres respektive uddannelser, hvor vi – som UNESCO Verdensmålsskole – har et helt naturligt fokus på at integrere verdensmålene i undervisningen, så eleverne får et stærkt ”grønt mindset”. Men det er bestemt også vigtigt, at vi, som skole, går forrest og praktiserer, hvad vi selv prædiker. Det gør vi allerede på mange områder i den daglige drift, men når det kommer til affaldshåndtering kan vi se, at der helt klart er rum for forbedring. Derfor sætter vi nu fuldt fokus på dette i projekt ’Grønt Aftryk’, fortæller uddannelseschef Steen Bojsen Jensen, der er styregruppemedlem i projektet.

En grøn løsning – med økonomisk balance

Projekt ’Grønt Aftryk’ er søsat i samarbejde med Videnscenter for Automation og Robotteknologi, som også har bidraget til finansieringen af den indledende analyse af EUC Nordvests nuværende affaldshåndtering. En analyse, som Jens Wilhelm Jørgensen fra STRANDET i Vorupør har gennemført. Det er med afsæt i resultaterne fra denne analyse, at EUC Nordvest nu optimerer organisationens affaldshåndtering.

Jens Fra STRANDET Fortæller

- Vi er i fuld gang med at afsøge markedet for sorteringsløsninger, og lige nu har vi et godt øje til en løsning, hvor vi får nedgravet store molokker, der kan håndtere affaldssortering i henholdsvis plast, pap, papir, glas, jern/metal, madaffald og restaffald. Det betyder, at der også indendørs i klasselokaler, fællesarealer og administration skal laves tilsvarende sorteringsløsninger. Det er naturligvis ikke en gratis investering, men STRANDETS analyse viser, at vi faktisk ved at sortere vores affald kan omdanne en del af det til indtægtsgivende ressourcer, idet fx rent jern, rent pap og papir typisk vil kunne ”sælges” til en given afregningspris pr. sorteret ton. Når regnestykket er gjort op, viser det sig, at der rent faktisk er nogenlunde balance. De udgifter vi har ved at etablere og drifte den nye løsning, forventes således langt henad vejen at blive tjent hjem igen - dels på færre afhentninger af affald og dermed mindre afhentningsomkostninger, og dels på salg af de indtægtsgivende ressourcer, forklarer Steen Bojsen Jensen.

Elever skal undervises med afsæt i egne procedurer

Ud over at EUC Nordvest med den nye sorteringsordning vil kunne påvirke O2-aftrykket i positiv retning inden for de nuværende økonomiske rammer, så er der også en stærk signalværdi i at gå forrest med grønne affaldsløsninger. Herudover er der endnu en vigtig sidegevinst ved projektet.

- I hele det store analysearbejde, der ligger forud, samt hele den løsningsorienterede del, hvor forskellige løsningsmodeller afdækkes og til implementeringen af den nye ordning, er der opbygget en masse viden og erfaringer, som vi gerne vil have til at række ud over det specifikke projekt. Derfor vil der i projektet også blive udarbejdet undervisningsmateriale på baggrund heraf, så vi kan undervise vores elever i emnet med afsæt i vores egne procedurer, slutter Steen Bojsen Jensen.

Seneste nyheder

Se alle nyheder