Region Nordjylland anbefaler industrioperatøruddannelse i Thisted
27. juni 2025

Baggrunden for ansøgningen er en klar opfordring fra industrien i Nordvestjylland, hvor efterspørgslen på faglært arbejdskraft, med kompetencer inden for moderne produktion, er markant. Mange virksomheder har i dag en høj andel af ufaglærte medarbejdere og oplever både rekrutteringsudfordringer og behov for øgede kompetencer.
- Vi har mærket en tydelig efterspørgsel fra lokale virksomheder, og både Dansk Industri og 3F har konkret opfordret os til at søge om udbuddet. Branchen efterspørger stabile medarbejdere med teknisk forståelse og ser et lokalt udbud som en vej til netop det, fortæller direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.
Uddannelsen målrettes både unge og voksne
Uddannelsen skal både rumme elever i ordinære EUD-forløb og voksne med erfaring fra produktion, som ønsker at tage AMU-moduler og på sigt opnå status som faglært. Følger Børne- og Undervisningsministeriet regionens anbefaling, vil det betyde, at unge og voksne i Thy og det nordvestjyske område fremover vil kunne uddanne sig til industrioperatør lokalt via EUC Nordvest.-
- Et lokalt udbud vil betyde meget – både for unge, der får lettere adgang til en praksisnær uddannelse, og for voksne, som har brug for opkvalificering. Det kan gøre en reel forskel for virksomhederne i Nordvestjylland, lyder det fra Hans Chr. Jeppesen.
Ansøgningen har været sendt til høring hos de omkringliggende erhvervsskoler i regionen, som alle har givet positive høringssvar, så også dér er der opbakning til, at industrioperatøruddannelsen fremadrettet skal kunne udbydes i Thisted.
Valg af proceslinjer afgør beliggenheden
På EUC Nordvest arbejder man i forvejen med automatisering og produktionsteknologi, bl.a. i skolens robotcenter, hvor små proceslinjer og cobots indgår i undervisningen. Erfaringer herfra – og fra udviklingsprojekter som "Project React" om robotintegration – vil danne grundlag for opbygningen af industrioperatøruddannelsen.
- Vi skal ud at undersøge, hvilke proceslinjer vi ønsker at tilbyde vores elever og kursister. Uddannelsen er som udgangspunkt tænkt lokaliseret på Kronborgvej i Thisted, men vi er også åbne for tanken om at placere en proceslinje i vores køkkenfaciliteter på Nordic Food College på Mors. Den endelige placering vil afhænge af, om vi vælger proceslinjer med fokus på metalindustri eller fødevareområdet, forklarer Hans Chr. Jeppesen.
Forventet opstart primo januar 2026
EUC Nordvest håber på at blive godkendt som udbyder af industrioperatøruddannelsen i løbet af efteråret, så man kan være klar til opstart på den nye uddannelse allerede i januar 2026.
- Vi tror på, at industrioperatøruddannelsen vil være et attraktivt valg for mange, men nu skal vi først have det løbet i gang. I første omgang er vi meget tilfredse, hvis vi kan starte op med et hold på ca. 8 deltagere. Det vigtigste er, at vi kommer i gang med at dække et dokumenteret behov i lokalområdet og får sat en ny teknisk erhvervsuddannelse på landkortet i Nordvestjylland, slutter Hans Chr. Jeppesen.