Flere kvinder til STEM-fagene

27. maj 2021

STEM Foto

EUC Nordvest er gået ind i kampen om at sikre flere faglærte til STEM-området (Science, Technology, Engineering, Mathematics). Skolen deltager netop nu i et regionalt projekt, der skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse inden for STEM – og der er særligt fokus på at få flere piger til at vælge dén vej.

- På lokalt niveau vil det i første omgang være eleverne i 8. klasse på Østre Skole og Tingstrup Skole i Thisted, der bliver introduceret til det nye koncept. Sammen med undervisere fra disse skoler har vi udviklet projektet ’Bæredygtighed og Tiny Houses’, hvor eleverne blandt andet skal bygge små huse af genbrugsmaterialer og andre bæredygtige materialer. En proces, der skal give dem et godt indblik i STEM-områdets bidrag til at skabe nye, spændende løsninger. At det netop er bæredygtighed og miljø, vi sætter fokus på, skyldes, at vi tror det er et emne, der interesserer mange piger, og at det derfor vil kunne bidrage til at øge deres interesse for STEM-uddannelserne. Rent praktisk laver vi holdene, så vi får pigerne ind for sig, og drengene for sig, så vi kan tone undervisningen i retning af de forskellige interesseområder, fortæller uddannelseschef Steen Bojsen Jensen fra EUC Nordvest.

En længerevarende proces

Projekt ’Bæredygtige løsninger og bæredygtige overgange’ kører over tre år og er tænkt som en dynamisk proces, hvor eleverne skal på genbesøg på erhvervsuddannelserne inden for STEM ad flere omgange, ligesom faglærere og rollemodeller fra erhvervsskolerne også kommer på besøg på grundskolerne.

- Vi ønsker ikke bare at lave et enkeltstående event for eleverne. Det skal være en dynamisk proces, hvor eleverne løbende får mulighed for at arbejde i dybden med STEM-fagene, så det ikke er noget, der bare går i glemmebogen igen. Målet er at skabe et øget OG kontinuerligt fokus på STEM og uddannelserne inden for dette felt, så vi derigennem kan lykkes med både at øge optaget på STEM-uddannelserne og skabe større diversitet ved at få en mere balanceret kønsfordeling, fastslår Steen Bojsen Jensen.

Cecilie Agerskov Kristensen, som er i lære som smed hos KK Metal er en af de rollemodeller, som håber på at kunne gøre en forskel i forhold til målsætningen om at tiltrække flere piger til STEM-uddannelserne.

- Der er mange fordomme om, at kvinder ikke kan begå sig i de mandsdominerede fag, og det vil jeg gerne være med til at modbevise. Vi kan sagtens begå os, og vi bringer noget andet til bordet end mændene. Det er muligt, at de er stærkere og kan løfte tungere løft, men til gengæld er vi kvinder så måske mere detaljeorienterede og fokuserede på, at finishen er 100% i orden. Vi har hver vores forcer, og kombinationen af dem er det optimale, så derfor er jeg også klar fortaler for flere kvinder i STEM-fagene.

Cecilie er overbevist om at vejen til at nå dette mål netop er at sikre, at grundskoleeleverne gennem information og erfaring med fagene får et godt indblik i de mange muligheder.

- Jeg ville oprindeligt have læst til tjener, men da jeg på min efterskole stiftede bekendtskab med Motor/Metal-linjen, ændrede jeg planer. Jeg har altid været lidt af en drengepige, og da jeg først fik prøvet kræfter med smedefaget og lærte det grundlæggende inden for svejsning, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Så information og praksiserfaring med STEM-fagene gjorde en klar forskel for mig…og det tror jeg også, det vil kunne gøre for andre, slutter Cecilie.