Fuldt hus i svejsecentret på Nordic Food College

16. februar 2023

Svejsekursus NFC 001

De 11 svejsekabiner i svejsecenteret på Nordic Food College på Mors er fuldt bookede i de kommende uger. FM Bulk Handling – Fjordvejs i Skive har nemlig sendt samtlige medarbejdere i svejseafdelingen på kursus, så de kan få certifikat på svejsekompetencerne.

Svejsecentret på Nordic Food College blev etableret for blot et par år siden, og der er ikke slidt meget på faciliteterne, da hovedparten af de svejsekurser, som kursuscentret.nu udbyder, afvikles i svejsecenteret på EUC Nordvest i Thisted.

- Det er tiptop udstyr i den bedste stand, vi stiller til rådighed for vores kursister, og vi kan på alle parametre matche udbuddet i vores Thisted-afdeling. De kurser, man kan tage som Åbent Værksted i Thisted, kan vi også afvikle her. Udfordringen er at sikre, at der er nok, der vælger at tage deres svejsekurser her på Nordic Food College, for der skal jo være en vis volumen i det, for at det giver mening at holde begge svejsecentrene åbne. For mig giver det ikke mening, at vores mange kursister fra Mors, Salling og Skive skal ligge og køre til Thisted for at komme på svejsekursus, når vi kan levere et stærkt lokalt tilbud her på Mors. Så jeg håber da helt klart, at flere får øjnene op for kursusmulighederne her på Nordic Food College, så vi kan få samlet flere svejsehold her på stedet, fortæller underviser Jonas Gad fra EUC Nordvest.

En betragtning, FM Bulk Handling Fjordvejs gerne bakker op om.

-  Hos FM Bulk Handling producerer vi højkvalitetsprodukter og har derfor løbende behov for uddannelse af medarbejderne. Da mange af vores medarbejdere er bosat i Skive/Salling-området, er det en klar fordel, at uddannelsen kan foregå lokalt. Transporttiden er ikke et issue, og alt samarbejde fungerer bare bedre, når den fysiske afstand er kort. Vi oplever kursuscentret.nu på EUC Nordvest som et meget servicevenligt uddannelsessted, hvor vi får hurtige og klare tilbagemeldinger på vores henvendelser, lyder det fra produktionschef Jens Kr. Christensen fra FM Bulk Handling Fjordvejs.

Svejsekursus NFC 002

Og dem det hele drejer sig om – nemlig kursisterne – er bestemt også tilpasse med at kunne gennemføre kurserne på Mors.

- Det er dejlig nemt, og der er et rigtig fint miljø her på Nordic Food College. Der er gode faciliteter, godt med plads og god forplejning. Og så har vi en fantastisk dygtig instruktør i Jonas. Han er meget kompetent og har masser af viden og erfaring. Det fungerer også rigtig godt, at vi er flere afsted sammen fra samme virksomhed. Vi har forskellige baggrunde og forskellige styrker. Nogle er stærke teoretisk, mens andre er mere praktisk funderede. Og når vi så er på kursus sammen, så lærer vi faktisk både med og af hinanden, og det er helt klart en fordel, når vi skal tilbage og bruge det i vores arbejde, fortæller Daniel O’Sullivan fra FM Bulk Handling - Fjordvejs.   

Erhvervskonsulenterne fra Kursuscentret.nu på EUC Nordvest arbejder målrettet på at udbrede kendskabet til kursusfaciliteterne på Nordic Food College. Ambitionen er, at aktivitetsniveauet i svejsecenteret på Mors skal øges, og strategien er at indgå faste aftaler med en række virksomheder, så man sammenlagt opnår den nødvendige volumen. Erhvervskonsulenterne kører hellere end gerne på virksomhedsbesøg for at fortælle om mulighederne
– ikke blot ifht. svejsekurser men ifht. til hele kursuscentrets palette af efteruddannelsestilbud samt muligheden for at få lavet et skræddersyet kursusforløb, når der er flere fra samme firma, der skal på kursus.