Innovationselever fra Morsø Handelsgymnasium præsterede flot
ved Company Programme Regionsmesse
6. feb. 2024
Knap 50 innovationselever fra Morsø Handelsgymnasium indtog årets Company Programme Regionsmesse i Aalborg, hvor de imponerede med deres innovative ideer. Ud over at sikre sig 2. og 3. pladsen i konkurrencen, gjorde de lokale innovationselever rent bord i forhold til præmiepenge, idet alle legater gik til talentfulde elever fra netop Morsø Handelsgymnasium.
Morsø Handelsgymnasium mødte op med i alt 12 hold, heriblandt grupperne ’Safety Drinks’ og ’MediSafe’, der løb med henholdsvis 2. og 3. pladsen i den samlede konkurrence.
- Safety Drinks fik en flot 2. plads for deres udvikling af strips til sugerør, som kan identificere euforiserende stoffer i drinks. Et innovativt værktøj, der vil kunne bidrage til at skabe større tryghed for unge i nattelivet. På 3. pladsen fulgte MediSafe med deres banebrydende system, der faciliteter forsvarlig bortskaffelse af medicinrester. Produktet består af en softwareløsning til apoteker suppleret med en brugerapp, der tilbyder bonusprogrammer for ansvarlig håndtering, fortæller underviser Pernille Græsbøl Eriksen fra Morsø Handelsgymnasium.
Begge grupper blev belønnet med præmiepenge fra konkurrencen, hvor 2. pladsen blev præmieret med 1.500 kr. og 3. pladsen med 1.000 kr. Herudover bidrog Danske Bank med præmiepenge på 3 x 4.000 kr. til de mest lovende ideer, og her indkasserede elever fra Morsø Handelsgymnasium alle tre priser, idet MediSafe og Safety Drinks hver modtog 4.000 kr., mens gruppen BioCare tilsvarende blev belønnet med 4.000 kr. for deres produkt: Genanvendelige smertestillende plastre.
- Det har været virkelig spændende at deltage i konkurrencen. Dommerne var meget engagerede, lyttende og gode til at stille reflekterende spørgsmål, så vi fik masser af brugbar feedback, som vi nu kan bruge i den videre proces med at videreudvikle vores produkt og skaffe flere samarbejdspartnere. Før konkurrencen havde vi ikke de store forventninger, men det gode resultat giver helt sikkert blod på tanden – det er meget motiverende, når man kan mærke, at andre også synes, at idéen er god, lyder det fra Ditte Nør Agerholm fra gruppen Safety Drinks.
Alle konkurrencebidrag fra Morsø Handelsgymnasium var i øvrigt forankret i bæredygtighed og grønne løsninger. Et tema, som Morsø Handelsgymnasium har som særligt fokusområde i år. Handelsgymnasiet kickstartede i starten af året et storstilet grønt iværksætteriprojekt, ’Go Green Innovation’, i samarbejde med UCN Aalborg. Det er et 2-årigt projekt, hvor eleverne på alle tre årgange, kommer til at arbejde målrettet med iværksætteri, grønne forretningsmodeller, innovative processer og bæredygtighed. Og indsatsen har tydeligvis allerede sat aftryk, hvilket de mange spændende grønne idéer, Morsø Handelsgymnasium præsenterede til Company Programme Regionsmesse, vidnede om.