Kom til Håndværkets Dag på Store Torv i Thisted

24. august 2023

Håndværkets Dag (5)

Lørdag d. 26. august bliver der rigtig god mulighed for at blive klogere på, hvad de nye grundforløbselever arbejder med på de forskellige tekniske erhvervsuddannelser.

EUC Nordvest afholder nemlig endnu en gang Håndværkets Dag på Store Torv i Thisted, hvor man kan opleve elever og undervisere ved arbejdende stande og dermed komme helt tæt på, når der bl.a. bliver fræset og svejset i jern, muret i sten og savet i træ.

- Vi er glade for, at vi igen i år kan afholde Håndværkets Dag i Thisted. I stil med tidligere år fremviser vores grundforløbselever deres kunnen for alle interesserede. Jeg håber, at dagen kan bidrage til at vække interesse for erhvervsuddannelserne – både for potentielt kommende elever, men måske også for deres forældre. Alle er derfor velkomne til at kigge forbi til en snak med elever, lærere og vejledere, fortæller Torben Ladefoged, som er uddannelseschef for Byggeri samt Strøm og IT på EUC Nordvest.

På dagen vil der være repræsentanter fra bl.a. uddannelserne til murer, tømrer, mekaniker, smed, industritekniker, transport og lager. Derudover vil EUC Nordvests vejlederteam, Stifinderen, deltage, så der bliver rig mulighed for at få svar på alle spørgsmål - også fra de erhvervsuddannelser, som ikke er repræsenteret med elever til selve arrangementet.