Morsø Handelsgymnasium kvalificerer sig til dm
7. september 2022
Morsø Handelsgymnasium var repræsenteret, da det regionale mesterskab i erhvervscase blev afviklet i Aalborg, tirsdag d. 6. september. Her dystede i alt 10 nordjyske elevhold om at kvalificere sig til DM-finalen i København. To af grupperne slap gennem nåleøjet og kvalificerede sig til DM i Erhvervscase - og blandt dem var altså de lokale HHX-elever.
DM i Erhvervscase er en konkurrence, der er sat i søen af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier for at synliggøre de mange talenter fra landets merkantile gymnasieuddannelser. Konkurrencen har til formål at udfordre eleverne i innovative løsninger og erhvervstalent, og give dem mulighed for at demonstrere deres analytiske evner, kreativitet og blik for forretningsudvikling. Dette skal eleverne gøre med afsæt i en konkret virksomhed, og i år er det kunstmuseet Louisiana, der er valgt som årets case-virksomhed.
På Morsø Handelsgymnasium, som er UNESCO Verdensmålsskole, lærer eleverne bl.a. om forretningsudvikling, cirkulær økonomi, CO2-regnskaber, bæredygtig indkøb, kommunikation og afsætning. De får kompetencerne til at tænke ”grønt” og innovativt, og de har redskaberne til at finde løsninger på, hvordan en virksomhed kan integrere bæredygtighed i sin forretningsmodel. Disse kompetencer demonstrerede vindergruppen fra Morsø Handelsgymnasium til fulde, da de kvalificerede sig til DM som ét af blot otte hold fra hele landet.
- Vi fik at vide, at vi vandt på grund af vores skarpe fokus på bæredygtighed. I vores løsning har vi lagt meget vægt på den tendens og trend, der går i retning af at lægge pres på virksomheder for at få dem til at kigge i en mere bæredygtig retning. Vores idé gik ud på, at Louisiana - i forbindelse med museets plakatsalg - skulle indgå i et strategisk samarbejde med en række fonde, som tager et socialt ansvar. Helt konkret skal Louisianas plakater produceres i et bæredygtigt materiale, og herudover skal hele overskuddet gå ubeskåret til udvalgte fonde. Her har vi udpeget Julemærkefonden, Kvindernes Bygningsfond og Danmarks Naturfredningsforening, som alle er fonde, der tager et socialt ansvar, og som har et værdisæt, der matcher Louisianas værdier, fortæller Anne Katrine Gade-Larsen, der sammen med Frederikke Buchvardt, Laura Mehlsen og Ida Thybo udgjorde vindergruppen fra Mors.
Den idé var det uvildige dommerpanel så vild med, at det udløste en billet til DM-finalen, der løber af stablen d. 21. september hos Børsen i København.