Morsø Handelsgymnasium skal til DM I Entreprenørskab
11. marts 2022
Hele tre grupper fra Morsø Handelsgymnasium kvalificerede sig til DM i Entreprenørskab, da den nordjyske kvalifikationskonkurrence i dag blev afviklet på Aalborg Handelsskole.
Morsø Handelsgymnasiums Masterclass-elever demonstrerede endnu engang deres stærke innovative kompetencer, da de snuppede tre ud af de fem nordjyske pladser til DM i Entreprenørskab. Grupperne ’Allerhelp’, ’U-Gartners’ og ’GoFlow’ kvalificerede sig til DM, og herudover modtog Allerhelp et Nordea-legat på kr. 5.000,-.
Gruppen Allerhelp vandt i slutningen af januar Regional Entreprenørskabsmesse med deres babymos-produkt, der kan bidrage til at forebygge fremtidige allergier. Og den gode idé imponerede tydeligvis også kvalifikationskonkurrencens dommerpanel, der kvitterede med en billet til DM. Også gruppen GoFlow har tidligere gjort sig positivt bemærket i konkurrencesammenhænge. Således vandt gruppen i 20/21 både Danish Entrepreneurship Festival og National Entreprenørskabsmesse samt fik en top 10-placering ved DM i Entreprenørskab - dengang med produktet WO-Drones. I år deltager de med et træningsmøbel til ældre, der bidrager til at styrke de ældres muskler og motorik. Gruppen ’U-Gartners’ har kvalificeret sig med produktet U-boks, der er et køleskab, ombygget til vertikalt landbrug i form af grøntsagsdyrkning. Denne idé har i øvrigt også skaffet dem en adgangsbillet til den internationale konkurrence ’Blue Challenge’, som de deltager i sideløbende med den danske konkurrence.
- Det er superflot gået af alle tre grupper. De har alle drømt om at komme med til det her DM, så de er naturligvis superglade. Og det er mega fortjent, for de er virkelig dygtige. Selvom eleverne har præsteret flot i konkurrencer både sidste år og i år, så er det faktisk første gang, de har deltaget i en fysisk konkurrence. De andre konkurrencer har været afviklet online, på grund af Corona, og det er altså bare en helt anden oplevelse at deltage i en fysisk konkurrence, hvor man skal stå ansigt til ansigt med både dommere og konkurrenter. Det skabte tydeligt en helt anden form for nervøsitet blandt eleverne, men de overkom det og løste udfordringen til flot, lyder det fra en stolt innovationslærer, Pernille Græsbøl Eriksen fra Morsø Handelsgymnasium.
Allerhelp, GoFlow og U-gartners har nu seks uger til at finjustere og optimere deres produkt, forretningsplan og sceneperformance, inden de den 27. april indtager scenen til DM i Entreprenørskab i Industriens Hus i København.