Morsø Handelsgymnasium vinder National Entreprenørskabsmesse 2021
12. februar 2021
WO-Drones fra Morsø Handelsgymnasium vandt torsdag eftermiddag den landsdækkende innovationskonkurrence for ungdomsuddannelser, ’National Entreprenørskabsmesse 2021’. Det gjorde de foran intet mindre end 126 hold fra landets øvrige ungdomsuddannelser.
Holdet bag WO-Drones består af Camilla Højgaard, Mikkel Bæk Christensen, Maja Korsgaard Sørensen og Frederik Bødskov Larsen. Deres idé med at udvikle en drone, der kan overflyve marker og spotte flyvehavre, så landmændene hurtigt og effektivt kan bekæmpe den forhadte ukrudt, sikrede dem 1. pladsen i den landsdækkende konkurrence. Selvom Morsø Handelsgymnasium efterhånden er kendt for at fostre dygtige entreprenante elever, så er det faktisk første gang, at skolen når helt til tops i netop denne konkurrence.
- Det er helt vildt. Vi har tidligere haft hold med, der er endt på 2. og 3. pladser, men vi har aldrig prøvet at vinde hele konkurrencen. Eleverne har jo været oppe i mod de allerdygtigste innovationselever fra hele Danmark, så det er en stor anerkendelse og virkelig godt gået, at de hiver sejren hjem. Ud over en 1. plads til WO-Drones, så gik 3. pladsen faktisk også til et af vores hold: ’UnShakeable’, der har produceret et håndtag, der skal gøre hverdagen lettere for folk med rystesyge. Der er ingen tvivl om, at de flotte resultater, vores elever her præsteret - ikke blot i denne men også i flere andre konkurrencer - vil være en stor motivationsfaktor for de 1.g’ere, der skal begynde på innovationslinjen til august, lyder det fra underviser Pernille Græsbøl Eriksen fra Morsø Handelsgymnasium.
”Supergenialt koncept”
Det er ikke første gang, at WO-Drones imponerer uvildige dommerpaneler med deres koncept. Således vandt gruppen i december den landsdækkende konkurrence ’Danish Entrepreneurship Festival’ og i januar fik de en 3. plads i Regional Entreprenørskabsmesse. At dommerne fra National Entreprenørskabsmesse ligeledes var imponerede skinnede tydeligt igennem i den begrundelse, som en af dommerne gav, da WO-Drones blev kåret som vindere:
- Det var helt vildt. Det er første gang, at jeg som dommer har givet max-point på alle kriterier[…]. Supergenialt koncept, som i dén grad har sin berettigelse. Topprofessionelt og kompetente folk, der virkelig har sat sig ind i tingene, lød det fra dommeren.
En melding der vakte både stolthed og glæde hos elevholdet bag WO-Drones.
- Det føles helt urealistisk, at vi har vundet konkurrencen. Under konkurrencen skulle vi pitche vores idé for tre forskellige dommere, og de virkede alle meget positive og interesserede, så jeg havde egentlig en god fornemmelse af, at det var gået godt. Men jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi ville vinde det hele. Vi fik først at vide, at vi havde vundet konkurrencen om at være de bedst placerede HHX’ere, og da de så kort efter kårede os som den samlede vinder af konkurrencen, var det den vildeste oplevelse. Vi har brugt så mange timer på det her, og så er det jo fantastisk, at det så også lønner sig, lyder det fra Camilla Højgaard fra WO-Drones.
Eneste malurt i bægeret var, at eleverne – grundet Corona – ikke kunne være samlet, men hver især måtte sidde hjemme og følge kåringen. De kunne således ikke give hinanden et velfortjent sejrskram og fejre det flotte resultat. Og så er det naturligvis virkelig ærgerligt, at den internationale konkurrence, som vinderholdet fra National Entreprenørskabsmesse normalt kvalificerer sig til, ikke vil blive afviklet i år grundet Corona. Ikke desto mindre har WO-Drones masser at glæde sig over. Ud over æren vandt WO-Drones 1.500 kr. for placeringen som bedste HHX-klasse samt 5.000 kr. i præmiesum for at vinde konkurrencen. Dermed har WO-Drones, gennem de forskellige konkurrencer, samlet set modtaget 22.000 kr. i præmiepenge. Penge, der vil kunne bruges til yderligere research og finpudsning af WO-Drones’ koncept.
Af Lotte Heshe den 12-02-2021