Velsmagende skolestart:

1300 samlet til fællesspisning på EUC Nordvest

14. august 2025

Fællesspisning04

I alt satte omkring 1.300 elever, kursister og medarbejdere sig til bords for at markere begyndelsen på skoleåret. Menuen bød på chili con carne eller chili sin carne med tilbehør samt lokalt produceret økologisk saft fra Thy Økobær.

Skolens kantinepersonale leverede en imponerende indsats, da de selv stod bag både tilberedning og servering – i alt 1.300 portioner blev tilberedt af bl.a. 80 kilo oksefars, 70 kilo ris og 200 liter chilisovs.

- Vi indførte fællesspisningen sidste år som en måde at starte skoleåret med noget, der samler os alle – og ikke mindst også for at fejre vores nye naboskab med FGU Nordvest. Det viste sig at være en kæmpe succes – både socialt og stemningsmæssigt – så det var helt naturligt at gentage initiativet i år, fortæller direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.

Han understreger, at fællesspisningen er mere end blot et godt måltid mad.

- Når vi på denne måde samler elever og kursister på tværs af uddannelser, er det – ud over hyggen i det - også for at give et godt afsæt til at vores elever kan skabe relationer, der rækker ud over klasselokalerne. Det giver et stærkere fundament for hele skoleåret, lyder det fra Hans Chr. Jeppesen.

Den store opbakning og positive feedback på arrangementet betyder, at det nu er besluttet, at fællesspisningen skal være en fast tradition på EUC Nordvest ved skolestart.