EUC nordvest i spidsen for nyt nordisk samarbejdsprojekt

25. maj 2023

IMG 8646 (1)

Nordisk Ministerråd har bevilliget godt 1,1 mio. kr. til et nyt og spændende mobilitetsprojekt med deltagelse af en række maritime uddannelsesinstitutioner fra Norge, Island, Færøerne, Grønland og Danmark. EUC Nordvest er initiativtager og tovholder på projektet, der har til formål at øge elevernes viden om de mange forskellige karrieremuligheder inden for fiskerierhvervet i de nordiske lande.

EUC Nordvests afdeling i Thyborøn, North Sea College, udgør det danske bidrag til det nordiske mobilitetsprojekt. North Sea College, som udbyder uddannelserne til erhvervsfisker, fiskehandler og erhvervsdykker samt en lang række kurser inden for det maritime område, har netop lanceret en ny visionær strategi, der bl.a. indebærer et øget internationalt sigte.

- På North Sea College lægger vi stor vægt på, at vores elever tilegner sig en bred viden om de forskellige praksisser inden for fiskeri, forarbejdning og akvakultur samt de forskellige innovative løsninger, automatiserede og teknologiske processer, der anvendes i erhvervet – ikke blot i Danmark men også i de øvrige nordiske lande. Målet er at motivere og inspirere eleverne til at se de mange muligheder, de får, når de forfølger en karriere inden for det blå erhverv. I den sammenhæng er det nye, nordiske mobilitetsprojekt et virkelig godt afsæt, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.

HCJ

Værdifuldt på flere niveauer

Netværket af nordiske fiskeriskoler vil, ifølge direktøren, bidrage til at skabe viden på flere niveauer. Ét er nemlig den viden og de oplevelser, elevudvekslingen mellem de nordiske maritime skoler, bringer med sig for eleverne. Ét andet er den vidensdeling, inspiration og læring, som samarbejdet bidrager med til underviserne.

- De involverede skoler får et rigtig godt kendskab til hinanden og samarbejdet vil uden tvivl genere masser af værdifuld viden, inspiration og nye idéer, der vil skabe endnu mere kvalitet i undervisningen og bidrage til at styrke den fortsatte udvikling af de enkelte skoler og uddannelser. Og eleverne? Ja, de får sig én på opleveren samtidig med, at de bliver meget klogere på de mange muligheder, fiskerierhvervet byder på såvel indenlands som udenlands. Dermed får de også et mere kvalificeret beslutningsgrundlag, når de skal træffe vigtige beslutninger om deres karrierevalg, slutter Hans Chr. Jeppesen.

Mobilitetsprojektet afvikles i perioden fra juni 2023 og to år frem.