Juhuu... endelig tilbage på skolen

2. marts 2021

Jan C EUC

Murer-eleverne på Grundforløb 2 (GF2) på EUC Nordvest fik i januar lov til at møde ind på skolen i to dage til en kort introduktion, men herefter har skemaet udelukkende stået på online-undervisning. Og selvom man kan klare meget virtuelt, så er netop værkstedsopgaverne svære at klare via en skærm. Derfor er uddannelseschef Jan Christensen fra Byggeri på EUC Nordvest også utrolig glad for, at eleverne nu får lov at vende tilbage til skolen.

- Eleverne trænger virkelig til at få gang i noget praksisundervisning nu. For eleverne på erhvervsuddannelserne er det jo ikke kun trivslen, der er i spil – det er også fagligheden, eftersom store dele af praksisundervisningen slet ikke kan gennemføres rent virtuelt. På flere af skolens erhvervsuddannelser har vi kørt materialepakker hjem til eleverne, så de har kunnet øve sig i praksis, men vi kan jo ikke køre mursten og mørtel hjem til alle murereleverne og bede dem om at bygge en seks meter lang mur i forbandt. Der er vi tyet til opbygning i legoklodser i stedet, og det er bare ikke det samme, som at stå med en murerske i hånden. Så det er dejligt, at vi nu for alvor kan komme i gang i værkstederne, og jeg håber virkelig, at det her kommer til at blive starten på mere normale tilstande, hvor skolen igen kommer til at summe af aktivitet i både værksteder og klasselokaler, lyder det fra uddannelseschef Jan Christensen fra Byggeri og Strøm & IT på EUC Nordvest.

Det ønske deler han i høj grad med eleverne. GF2-elev Johan Ellegaard Roderick fra Østerild kommer direkte fra GF1, og han kommer bestemt ikke til at savne den virtuelle undervisning.

- Det var nederen at sidde derhjemme og bare have teori, for man lærer jo meget mere ved også at prøve det i praksis. Så det er mega dejligt, at vi nu får lov at komme tilbage. Det er dejligt at have noget at stå op til og det bliver rigtig godt at komme i gang for alvor nu, lyder det fra Johan Ellegaard Roderick.

Flemming Andersen fra Brovst er startet direkte på GF2, og han kendte således hverken skolen, underviserne eller de øvrige elever, da han mødte op til uddannelsesstart.

- Det var specielt at starte uddannelsen op på den måde. Det var rart, at vi lige fik lov at komme ind på skolen til en introduktion, så vi kunne høre lidt om, hvad vi skulle i gang med, fik lagt programmerne ind på computeren og fik hilst på de andre elever og underviserne, men man når jo på ingen måde at lære nogen at kende på de to dage. Online-undervisningen har faktisk fungeret godt nok. Vi har lært en del teori og har tegnet nogle opgaver, men vi mangler jo at komme ud i værkstedet og få prøvet tingene af. Det bliver dejligt at få en murerske i hånden og få fundet ud af, om man rent faktisk kan finde ud af det. Det glæder jeg mig rigtig meget til, slutter Flemming Andersen.

Euc Foto

Seneste nyheder

Se alle nyheder